At lukke tilskuere ind til årets VM i Egypten er for dumt.
Så klar er meldingen fra den norske håndboldstjerne Sander Sagosen.
»Jeg synes, det er så pinligt. Sådan som verden ser ud lige nu... og så vil de have tilskuere ind. Jeg støtter det, Mikkel Hansen sagde i går (mandag, red.),« siger Sander Sagosen til NTB, skriver VG.
Mandag fortalte Mikkel Hansen i et interview, at han havde overvejet at melde afbud fra VM på grund af coronasituationen, efter det kom frem, at arrangørerne ville lukke tusindvis af tilskuere ind.
»Jeg ved ikke, om man burde aflyse turneringen, men der burde i hvert fald ikke være nogen som helst tilskuere til stede. Jeg kan ikke se meningen i, at vi spillere skal leve i en boble på et hotel og er tvunget til at isolere os på samme måde som ved kvindernes EM for så at køre til en hal og spille foran en masse mennesker. Det giver ingen mening,« sagde Mikkel Hansen til Jyllands-Posten.
Senere mandag aften blev det så bekræftet, at der kommer mange fans. Arrangøren bekræftede her, at der til nogle kampe kommer mere end 3.000 fans i hallerne.
»De (Det Internationale Håndboldforbund, red.) tænker mere på økonomi end spillernes helbred. Jeg synes bare, man må erkende, det er for dumt at spille med tilskuere lige nu,« siger Sander Sagosen.
VM-slutrunden spilles i perioden 13. til 31. januar i fire forskellige haller i Egypten, og mens der her kommer fans ind, var situationen anderledes til det EM, der blev afviklet i december i Herning.
Slutrunden blev gennemført, men her var en af betingelserne, at der maksimalt måtte være 500 i hallen – inklusiv alle.
Det betød, at nærmest alle pladser gik til holdene, trænere, stab, officials, dommere og pressefolk.
EM blev da også afviklet med stor succes, da der i alt kun kom tre tilfælde af coronavirus – og alle tre var i forbindelse med ankomst inden turneringsstart.
Danmark, der er forsvarende verdensmestre, spiller efter planen første VM-kamp fredag den 15. januar – her møder danskerne Bahrain.