I Danmark er han for længst blevet en kæmpe stjerne.

Men det er han altså også syd for grænsen.

For efter mere end tre år i storklubben Flensburg-Handewitt er Simon Pytlick blevet et særdeles kendt ansigt i det nordtyske.

Så kendt, at han stort set ikke kan gå på gaden i Flensborg uden at blive stoppet af fans. 

Det er i hvert fald ekstremt sjældent efterhånden.

Det fortæller han i et interview med B.T.

Danskeren kan ikke gå i fred på gaden. FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Der vil altid være folk, der genkender én og kommer hen. Det er jo en by, der brænder for håndbold, fordi der ikke er noget fodbold tæt på. De lever for håndbold dernede. Det er det største. Så ja, en håndboldgal by,« lyder det fra landsholdsspilleren.

Til sommer er det dog slut med at blive stoppet på gaden i det nordtyske.

For her skifter han nemlig tilværelsen i den lille håndboldby ud med et nyt liv i landets hovedstad, hvor han skal tørne ud for Füchse Berlin.

Og det er noget, han glæder sig til.

For selv om håndbold er stort i Tyskland, så vil Simon Pytlick stadig kunne rende rundt og være ukendt for nærmest alle i Berlin:

»Det ser jeg frem til. Og jeg glæder mig også til at prøve noget nyt. Jeg har snart haft fire fede år i Flensborg, men jeg har også tømt byen for hvert et hjørne.«

»Og jeg kan godt mærke længslen efter at være lidt mere ukendt i en større by. Berlin er jo en kæmpe by, og der er flere muligheder,« afslutter han.

Simon Pytlick og kæresten er i øjeblikket på boligjagt i den tyske hovedstad.

Læs mere om det LIGE HER.