Ulrik Wilbek har ved flere lejligheder undladt at give landstræneren sin fulde opbakning, og søndag formiddag slap opbakningen definitivt op. Dansk Håndbold Forbunds sportschef har naturligt nok haft et afgørende ord at skulle have sagt, da man evaluerede Jan Pytlick og hans indsats som landstræner under EM-slutrunden, inden man søndag formiddag gav Pytlick besked om, at han var færdig i jobbet.

Wilbek var mødeleder, da landsholdsspillerne Line Jørgensen og Ann Ann Grete Nørgaard kort før jul fortalte om om deres syn på den skuffende præstation ved EM-slutrunden, og samme rolle havde sportschefen på det afgørende EM-evalueringmøde med landsholdets sportslige ledelse i lørdags.

En gennemgang af Wilbeks udtalelser tyder ikke på ubetinget opbakning til Pytlick. Tværtimod.

Den 9. december gav Wilbek udtryk for sin utilfredshed med, at landsholdsspilleren Maria Fisker ved ankomsten til Ungarn nogle få dage tidligere havde undergravet Jan Pytlicks autoritet ved at kalde hans ageren under den såkaldte »Rikke Skov-sag« for dårlig stil.

»Jeg synes, at man skal holde personaleanliggender internt. Sagen irriterer mig. Men den irriterer mig altså ikke mere end at den irriterer mig, sagde Ulrik Wilbek og afslørede, at han allerede havde gjort sig tanker om, hvem der skulle afløse Jan Pytlick, når kontrakten udløb ved udgangen af 2015.

Ved landsholdets hjemkomst fra EM-slutrunden 19. december må Jan Pytlick også have bemærket den manglende opbakning fra Ulrik Wilbek.

»Der har været op- og nedture. Der har været momenter, hvor der har været rigtig godt og flot spil. Men perioder, hvor det ikke har været godt nok, har gjort, at det hele er blevet for ustabilt, og derfor nåede holdet ikke den placering, vi havde håbet,« sagde Ulrik Wilbek.

Dagen efter var Ulrik Wilbek på banen igen. Set i bakspejlet kan tolkes som om, at han allerede på dette tidspunkt havde besluttet, at Jan Pytlicks dage som cheftræner for kvindelandsholdet var talte.

»Landstræneren kommer med sine evalueringer, og vi kommer med vores. Alt er i spil til, hvad man snakker om,« sagde Ulrik Wilbek, der afviste en påstand fra Jan Pytlick om, at han havde indgået en mundtlig aftale med DHFs generalsekretær, Morten Stig Christensen, om at han skulle fortsætte som landstræner frem til OL 2016, hvis Danmark kvalificerede sig.

Det er dog ikke kun under og efter den netop afviklede EM, at Jan Pytlick må have savnet opbakning fra Ulrik Wilbek.

Det er værd at skue knapt halvandet år tilbage i tiden, da idrætsefterskolen i Oure præsenterede Jan Pytlick som ny underviser.

Problemet var imidlertid, at landstræneren ikke havde orienteret DHF om sit nye bijob.

Allerede dagen efter afviste sportschef Ulrik Wilbek, at Jan Pytlick kunne forene jobbet som landstræner med et job som underviser.

DHF forsøgte at nedtone sagen ved at sige, at Pytlick og Oure ikke havde papir på hinanden, og at der var tale om en misforståelse. Det stod dog i skærende kontrast til Pytlicks egen udmelding dagen før:

»Jeg synes, det er fedt at have en ugentlig træning, hvor man kan få en føling med håndbold. Det at kunne afprøve nogle helt nye ting kan man godt savne i jobbet som landstræner. Det har jeg nu fået lov til af Dansk Håndbold Forbund,« sagde Jan Pytlick.

Det havde han så bare ikke alligevel.

KØB BT I DAG OG LÆS ALT OM DEN DRAMATISKE FYRING AF LANDSTRÆNER JAN PYTLICK.