Han kunne ikke gøre andet.

Han havde spillet op til dem hele aftenen. Med succes.

Så da han stod midt på banen, og pludselig fik en mikrofon i hånden, måtte han takke fansene for opbakningen.

GOG og Simon Pytlick blæste nemlig Aalborg ud af Odense med 32-24 og sikrede sig en Champions League-kvartfinale i en vild kulisse.

Læs B.T.s dom fra opgøret her.

»Jeg fik lige pludselig stukket mikrofonen  i hånden og blev bedt om at sige et eller andet. Det var totalt på gefühl. Men det var rart at kunne få takket fansene. Og at de fra første minut lagde så massivt pres på Aalborg. Det varmer mit gule hjerte,« siger Pytlick.

Han nød energien fra fansene.

»Når vi er på hjemmebane og har de vildeste fans, er jeg nødt til at bede dem om at råbe lidt mere end normalt. Det er det, der i sidste ende giver de 10-15 procent mere,« siger han.

Og blandt fansene kunne han endda juble til sine forældre - Berit Bogetoft og Jan Pytlick.

»Det er altid rart at have forældrene med på tribunen, og det er altid rart at smile op til dem, når det går vores vej. Det er rart at have sin familie tæt på. Jeg kan altid lige kigge op på dem, hvis man skal af med en knyttet næve,« siger Pytlick.

Nu venter mægtige Barcelona i kvartfinalen.

»Jeg er enormt stolt af at være en del af det her hold. Når vi performer, så gør vi det på et højt niveau.«

Men i første omgang skal GOG på en udebanetur til Lemvig i næste runde af ligaen.