Der blev helt stille i hallen.

Og alle var pludselig i noget nær chok.

For den danske landsholdsstjerne Simon Pytlick blev nemlig liggende på halgulvet i slutningen af anden halvleg i lørdagens opgør mod Spanien. Og i dét øjeblik frygtede folk det værste.

Men heldigvis rejste bagspilleren sig op efter lidt tid og spillede resten af opgøret færdigt.

Efter kampen blev danskeren da også spurgt ind til situationen, der kortvarigt fik alle de rød-hvide tilskuere til at holde vejret.

Og her afslørede han, at han faktisk slet ikke slog sig. Det var noget helt andet, der irriterede ham.

Simon Pytlick blev liggende på halgulvet.
Simon Pytlick blev liggende på halgulvet. FOTO: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det var, fordi jeg fik to fingre ind på min læbe, og så havde jeg meget harpiks siddende. Så det var faktisk for at få det ud af munden,« lød det fra bagspilleren, inden han tilføjede:

»Det smager ad helvedes til, skal jeg hilse at sige. Men jeg slog mig ikke.«

Pytlick spillede i øvrigt en brandkamp – endnu en gang.

Og derfor blev han da også kåret til kampens spiller i B.T.s dom.

Men der var dog et par enkelte ting, som danskeren ikke helt var tilfreds med i braget mod Spanien.

»Vi står ikke godt i forsvaret. Men vi får leveret noget rigtig godt angrebsspil. Så det er et skridt op ad stigen,« afsluttede han.

Danmark møder mandag aften Tyskland i den tredje kamp i mellemrunden.

Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.30.