
Simon Pytlick var ulykkelig.
For det skete stort set hver gang, han trådte ind på en håndboldbane som barn.
Tilråbene og drillerierne blev bare ved.
Men til sidst blev det for meget for ham. Og tårerne trillede ned ad kinderne, da han kom hjem.
»Mine forældre fortæller mig, at jeg kom grædende hjem, når jeg fortalte om situationerne,« lyder det fra den danske landsholdsstjerne på en presseseance under EM.
Som barn blev han nemlig drillet med sit berømte efternavn. Især voksne mennesker havde et behov for at sige grove ting til ham, husker han:

»Det var forholdsvis svært. Det er ikke sjovt at stå som ung knægt og håndboldspiller – og så høre unge samt voksne mennesker sige sådan noget til én, når man i bund og grund bare render rundt på banen for at have det sjovt og blive bedre.«
»Det tager lidt hårdt på en knægt, at der skal stå nogen og råbe, at den eneste grund til, at man kan spille håndbold eller er med på et hold, er på grund af ens far. Og at man altså ikke er god nok, bare fordi man hedder 'Pytlick'.«
Hårde ord rettet mod en dreng, som egentlig bare elskede at spille håndbold.
Og det chokerede ham, at det især var voksne mennesker, der havde behov for at pille ham helt ned, når de fik chancen.
Det gør det egentlig stadigvæk, når han tænker tilbage på det.
»Jeg var ulykkelig over, at folk kunne finde på at sige sådan nogle ting,« fortæller danskeren, der er søn af den danske trænerlegende, Jan Pytlick.
Drillerierne var da også forældrenes helt store frygt, hver gang de kørte ham til træning eller kamp.
»De har hjulpet mig. For de var godt klar over, at det kunne ske med det navn,« forklarer EM-stjernen, som dog ikke længere skænker den hårde tid én eneste tanke.

Det er faktisk kun, når andre bringer det op:
»Det hærdede mig i en ung alder, og det er jeg taknemmelig for. I dag tænker jeg overhovedet ikke over det.«
Derfor har Simon Pytlick da heller ikke et specielt behov for at vise alle dem, der drillede ham dengang, hvad han er blevet til.
»Der er jeg et bedre menneske end at skulle have en ha ha-følelse over for et menneske, der sagde sådan noget til et barn,« afslutter han.
Danmark møder mandag aften Tyskland i den tredje mellemrundekamp ved EM.
Du kan følge braget live på bt.dk fra klokken 20.30.
