Danmark besejrede mandag aften med møje og besvær Egypten i Boxen i Herning.

Her er tre ting, vi lærte af opgøret.

Det var dybt bekymrende!

Det danske angrebsspil var længe fanget i et ondt pyramidespil. Og midlet var ganske simpelt! Egyptens fremskudte terrier, Omar Elwakil, lykkedes gang på gang med at sabotere den danske angrebsrytme. Og det kan umuligt være kommet bag på landstræner Nikolaj Jacobsen, for sådan har Egypten dækket op i alle kampene. Og derfor er det ekstra bekymrende, at især Mikkel Hansen længe blev fuldstændig neutraliseret af den lille epyptiske sputnik. Ni sølle mål i første halvleg! Heldigvis løb ørkenens sønner tør for kræfter i anden halvleg. Men lad os bede til, at Sverige ikke har fået nogle gode idéer til gyseren på onsdag.

JONATHAN NACKSTRAND

Landstræneren har et stort problem

Danmark har med lidt held tre kampe tilbage ved disse verdensmesterskaber - onsdagens mellemrundegyser mod Sverige, en semifinale i Hamborg og så - tør vi sige det - forhåbentlig en finale i Boxen. Alle tre er kampe, hvor holdet skal præstere maksimalt i samtlige minutter, og hvor der ikke er plads til at tage chancer. Derfor bør det virkelig nage Nikolaj Jacobsen, at han heller ikke i kampen mod Egypten fik spillet Morten Olsen, Nikolaj Markussen eller Henrik Toft Hansen ind i turneringen. Landstræneren har lige nu 11-12 mænd til at gøre VM-arbejdet færdigt. Det må give - flere - grå hår hos Jacobsen.

Henning Bagger

VM's mest populære er...træneren!

Han er Danmarks svar på Tut-ankh-amon! Nej, det er ikke Mikkel Hansen eller Niklas Landin. Det er såmænd den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, der i sin relativt korte regeringsperiode taget nationen med storm. Den lattermilde, men også yderst temperamentsfulde fynbo er mere populær end en vandpibebar i Kairos slumkvarter, og han tager kamp efter kamp aftenens største jubelbrøl, når han alene entrerer halvgulvet i Boxen. Hvad skal det ikke blive til, hvis Danmark ender med at blive verdensmestre på søndag?

Henning Bagger