
Sidst Danmark var værter for en herrehåndboldfinale i 2019, var der kæmpe fest, da håndboldherrerne snuppede VM-guldet.
Efterfesten gik vildt for sig på pubben Fox and Hounds, der ligger centralt i Herning.
Og især én hårfager håndbold-guldvinder var ikke klar til at gå hjem i seng, da bestyrer Christan Bang gik i gang med at lukke for festlighederne.
Det fortæller pubejeren til TV Midtvest.
»Vi ville lukke, og så sagde vi til dem, at de skulle gå. Og så tror jeg, det var Mikkel Hansen, der købte - nu siger jeg - 200 øl og 500 shots,« erindrer han med et smil.

Og så holdt Fox and Hounds åbent lidt endnu.
Christian Bang fortæller videre, at det er en fantastisk fest at se tilbage på, og de håber selvfølgelig på en gentagelse 1. februar 2025, hvor finalen skal spilles i Boxen i Herning.
Først og fremmest skal Danmark spille sig videre fra den indledende gruppe, hvor de søndag aften møder Rumænien klokken 20.30.
Du kan følge kampen før, under og efter på bt.dk
