Jacob Holm er tabt for Ribe-Esbjerg og skifter til tyske Füchse Berlin, som kom med for godt et tilbud.

Ribe. Jacob Holm er færdig med at trække i Ribe-Esbjergs blå trøje i herrernes bedste håndboldrække.

Den 22-årige klubprofil skifter til tysk håndbold, hvor han i fremtiden tørner ud for topklubben Füchse Berlin.

Det meddeler Ribe-Esbjerg på sin hjemmeside.

- Jeg har spillet hele mit liv i Ribe-Esbjerg HH og har været utrolig glad for det både min tid på ungdomsholdene og også tiden på ligaholdet.

- Nu glæder jeg mig rigtig meget til at skulle til Füchse Berlin, som er en storklub i Bundesligaen og europæisk repræsenteret. Det er en klub, der udvikler mange unge spillere og også har mange unge spillere på holdet i den kommende sæson. Det miljø glæder jeg mig til at blive en del af, siger Jacob Holm.

Han bliver dermed holdkammerat med danske Hans Lindberg i klubben, der i den forgangne sæson sluttede på tredjepladsen i Bundesligaen.

I Ribe-Esbjerg er man ked af at sige farvel til Jacob Holm, men man erkender, at tilbuddet fra Berlin-klubben var for godt til, at man kunne sige nej.

- Håndbold på det her plan er også forretning. Ribe-Esbjerg HH har fået et meget flot tilbud fra Füchse Berlin - så stort at bestyrelsen ikke kunne sige nej. Det er det, der er sagens kerne, og det respekterer vi alle fuldt ud.

- Sekundært var det Jacobs brændende ønske at komme til Berlin. Jacob er en storspiller i svøb, og i samme ombæring vil det være på sin plads, at vi takker ham for hans store indsats for os og ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden. Det har han fortjent, siger Sune Agerschou, der er eliterådsformand i Ribe-Esbjerg.