BT påstod, at Skanderborgs håndboldherrer forsøgte at købe sig til sejr uden at dokumentere beskyldningen

Ud fra anonyme kilder skrev BT i flere artikler, at nogle spillere fra Skanderborgs håndboldherrer skulle have opfordret Sønderjyske til at tabe mod betaling.

Pressenævnet finder, at BT har tilsidesat god presseskik ved at bringe en så alvorlig beskyldning uden nogen form for dokumentation eller anden sandsynliggørelse. Derfor får BT kritik af Pressenævnet.

Pressenævnet kritiserer også overskrifterne ”Skandale i dansk håndbold: Spillere vil købe sig til slutspilsplads” og ”DIF om ny håndboldsag: Klart brud på matchfixing-reglerne”. Påstandene er udokumenterede, og derfor får BT kritik for overskrifterne.

Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside www.pressenaevnet.dk.