Hassan Moustafa har skullet forholde sig til tilskuerdebat og corona-afbud op til håndbold-VM i Egypten.

Hassan Moustafa, der er præsident for Det Internationale Håndboldforbund (IHF), har næppe fået den optakt til VM i herrehåndbold, som han ønskede at få.

Først var der protester fra flere hold, fordi man overvejede at tillade tilskuere til kampene, og siden har USA og Tjekkiet meldt afbud på grund af massiv smitte i trupperne.

Ikke desto mindre har Moustafa og kollegerne besluttet, at turneringen, der finder sted i Egypten, alligevel skal løbe af stablen fra onsdag aften.

Moustafa siger, at håndboldforbundet havde tre mulige scenarier at vælge imellem. Enten skulle turneringen aflyses, udskydes eller gennemføres.

- Det sidste scenarie, at gennemføre VM, er det bedste for vores mange interessenter, siger han i et interview med TV2.

Præsidenten mente ikke, at der var plads i håndboldkalenderen til at udskyde, og en aflysning kunne ikke komme på tale, fordi "verdensmesterskaberne er for vigtigt for håndbolden".

Derudover forbliver det økonomiske aspekt også en del af forklaringen på, at turneringen bliver afholdt.

- Det her er den primære ressource og indkomst for håndbolden. Vi er nødt til at tilpasse vores aktiviteter til coronaen, siger han.

Moustafa forklarer endvidere, at det ikke kun er IHF, der har interesse i at få afviklet VM. Det er også den egyptiske regering, der har postet mange millioner i slutrunden.

Moustafa har altså haft nok at se til forud for det, som mange mener, bliver hans sidste slutrunde som præsident.

I stedet for USA og Tjekkiet, der tirsdag aften meldte afbud, bliver det Nordmakedonien og Schweiz, der udfylder hullerne.

Ud over de to afbud har flere andre nationer også oplevet smitte blandt spillerne. Heriblandt både Brasilien, Kap Verde og Danmark.

Det danske corona-afbud kom fra stregspilleren Henrik Toft Hansen.

Egypten spiller onsdag klokken 18 åbningskamp mod Chile.

/ritzau/