Håndboldmålmanden Alfredo Quintana er indlagt efter at have fået hjertestop under mandagens Porto-træning.

En kedelig nyhed har ramt portugisisk håndbold.

Mandag fik landsholdsmålmand Alfredo Quintana hjertestop under træningen i sin klub, FC Porto. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Målmanden blev straks transporteret til et lokalt hospital og indlagt. Klubben har ikke yderligere meldinger om målmandens tilstand.

32-årige Quintana har cubanske rødder, men han fik portugisisk statsborgerskab i 2014. Han har spillet for FC Porto i mere end ti år.

Under VM i Egypten i januar var den over to meter høje sidste skanse også en del af Portugals trup. Her fik han spilletid i holdets seks kampe og stod med en redningsprocent på 24.

Portugiserne missede akkurat en plads i kvartfinalen og måtte derfor rejse hjem fra VM-slutrunden med en tiendeplads.

/ritzau/