Den tidligere håndboldbamse Joachim Boldsen er snart far til tre.

Det afslører den 39-årige nuværende Viasat-reporters kone, Nancy Boldsen, på Instagram. Her har hun postet et billede af sig selv og gemalen - med teksten:

»Den 24. August 2003 blev vi kærester, den 24. Marts 2005 blev vi forlovet, og den 24. Juni 2006 blev vi gift.. "in good times and in bad", har vi på 14 år nået at have 7 forskellige hjem, boet i 3 lande, haft 9 sofaer, og snart er vi forældre til 3 børn, og jeg er stadig ligeså forelsket i min mand! Tak for dig min skat.«

Billedet kan ses her.

Allerede tilbage i juli teasede Nancy for, at der var noget på vej, da hun postede et afslørende poolkant-billede.

Parret, der endnu ikke kender kønnet på barn nummer tre, har i forvejen døtrene Fleur på 10 år og Noelle på fire år.

Joachim Boldsen, der i sin tid var blandt verdens bedste forsvarsspillere, nåede i løbet af 10 år at spille 186 landskampe og score 405 mål. Han stoppede karrieren sidst i 2013, hvorefter han sprang ud som sidelinje-reporter for Viasat.