Bojana Popovic. 

En af verdens bedste gennem tiderne - heriblandt i otte år hos Slagelse og Viborg herhjemme - er tilbage i Danmark. 

Nu som assistenttræner for de danske håndboldkvinder, hvor hun skal arbejde sammen med landstræner Helle Thomsen.

Siden hun forlod Danmark i 2008, har hun fulgt med i udviklingen på kvindelandsholdet, hvor man senest under Jesper Jensen og Lars Jørgensen gik fra at blive slået ud til at spille fast med om medaljer. 

Men det sidste har gang på gang manglet i finalerne, hvor blandt andet Norge har vist sig for stærke. 

Det har Popovic noteret sig, siger hun til B.T. 

Og her vil montenegrineren prøve at ændre noget helt bestemt i sit nye job. 

»Vi har kvaliteten, og vi har forskellige spillere med et godt mix.  Mangler vi én profil, kan en anden overtage. Det er godt.«

»Men der, hvor jeg ser, vi kan blive bedre, er, at vi i de vigtige kampe skal være mere hårde, vi skal være mere aggressive, vi skal vise mere med vores kropsprog. Lidt mere attitude i de afgørende kampe.« 

»Vi skal vise, at vi vil give alt for at vinde. Som en kriger,« slår hun fast. 

Popovic er i denne uge med landsholdet, der søndag møder Tyrkiet i forberedelserne frem mod VM, der starter i slutningen af november. 

Her møder Danmark Rumænien, Japan og Kroatien i gruppespillet.