For halvanden uge siden fik Estavana Polman den besked, sportsfolk frygter.

Den skade, hun har fået i knæet, er så alvorlig, at hun går glip af hele den kommende sæson og dermed også det EM der – som det ser ud nu – bliver afviklet til december.

»Jeg kan stadig mærke det. Benet er som delt i to dele,« siger Estavana Polman, der er en af stjernerne på Team Esbjerg-holdet, til TV 2 Sport.

Hun fik skaden under en fælles træning med Odense Håndbold. Her lavede hun en finte, og straks kunne hun mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

»Jeg kunne straks mærke, at det var alvorligt. Det er risikoen ved at spille håndbold, og jeg kan ikke gøre noget ved det,« lød det i en pressemeddelelse.

Hun og klubben håbede selvsagt, at de ville slippe med skrækken, men sådan gik det desværre ikke. 1. august kom beskeden om, at korsbåndet var revet over.

»Det er selvfølgelig noget lort. Det er ikke noget, man kan planlægge. Ting sker af en årsag, men den har jeg ikke fundet endnu,« siger håndboldstjernen, der sammen med det hollandske landshold vandt VM-guld i Japan tilbage i december, til TV 2 Sport.

På trods af skaden er hun stadig taget med klubben på træningslejr, og så venter der først en operation og efterfølgende en lang genoptræning for den 28-årige landsholdsspiller.

Estavana Polman har spillet i Team Esbjerg siden 2013, og inden da spillede hun for Sønderjyske.

Privat danner hun par med fodboldspilleren Rafael van der Vaart, og sammen har de datteren Jesslyn fra juni 2017.

Nu hvor Estavana Polman er ude i mange måneder, arbejder Jesper Jensen og resten af Team Esbjerg på at finde en erstatning.

»Team Esbjerg var sammen med Odense Håndbold storfavoritter til at vinde det danske mesterskab, men nu er situationen en anden. Vi vil nu gøre alt for at finde en god erstatning for 'Essie', så vi fortsat kan være medbejler til det danske mesterskab,« lød det fra Team Esbjergs formand, Bjarne Pedersen, da det stod klart, at hollænderens skade var alvorlig.