Beskeden chokerede hele håndbold-Danmark.
Og alle rød-hvide fans talte om ham i flere dage.
For under januars EM-slutrunde måtte den danske landsholdsspiller Simon Hald nemlig en tur på hospitalet, fordi han pludselig følte sig utilpas i løbet af semifinalen.
Her kunne lægerne fortælle ham, at han var blevet ramt af hjerteflimmer. For anden gang i sit liv.
Og derfor måtte den store stregspiller da også have hjælp til at få hjertet tilbage i rytme. Ligesom han måtte nøjes med at se finalen fra sidelinjen.
Men problemerne stoppede dog ikke dér.

For i den efterfølgende måned måtte Simon Hald heller ikke spille kampe for sit klubhold, Aalborg Håndbold.
Det ville nemlig have været alt for farligt på grund af den blodfortyndende medicin, han fik, siger han i et interview med B.T.
»Når man får blodfortyndende medicin, så må man ikke dyrke kontaktsport.«
»Jeg håbede, jeg kunne droppe medicinen lidt tidligere, men jeg havde lidt svært ved at finde en læge, der ville sige god for, at jeg gjorde det,« forklarer landsholdsspilleren.

Faktisk forsøgte han at ringe til adskillige læger for at få grønt lys til at vende tilbage i kamp.
Men beskeden var den samme overalt:
»Jeg prøvede at ringe lidt rundt, og jeg snakkede med nogle forskellige. Alle sagde, at risikoen for, at der ville ske noget, var virkelig lille. Men konsekvensen ville bare være rigtig stor.«
»Så klubben og jeg fandt ud af, at den risiko ville vi ikke løbe.«
Derfor var det da også først i starten af marts, at den tårnhøje stregspiller endelig kunne trække kamptrøjen over hovedet igen.
Og han lægger heller ikke skjul på, at januars chokbesked stadig sidder en smule i ham.
»Man kan ikke undgå, at man efterfølgende går og mærker lidt mere efter. Især i perioden lige efter. Men jeg er ikke så nervøs for det. Det er ikke så farligt, som det måske lyder,« afslutter han.
Simon Hald er i øjeblikket samlet med det danske landshold, som torsdag aften møder Norge på hjemmebane i Golden League.


