Emil Nielsen stod en vidunderkamp, da Danmark storsejrede med 40-27 over Portugal i fredagens VM-semifinale.
Men i et par sekunder var den danske supermålmand næppe klar over, at han var i Oslo. I første halvleg blev han nemlig tyret i hovedet af sin tidligere holdkammerat Pedro Portela, der prompte blev vist ud.
Men det var ikke noget, der rystede Emil Nielsen.
»Nej nej, overhovedet ikke. Jeg siger sågar også til dommeren, at jeg faktisk ikke ved, om boldden rammer min arm, før den ryger ind i mit hoved. Men det vurderede han, at den ikke gjorde.«
Du tager det helt roligt, når du får bolden i hovedet. Bliver du aldrig sur?
»Det kan jeg godt blive. Jeg har været sur før. Men igen - Pedro Pertola er jeg gode kammerater med, og vi har spillet i Nantes sammen. Så jeg ved, at der ikke var noget ondt blod. Han prøver bare at gøre sit bedste,« lød det med overskud fra den danske VM-finalist.
»Og det er jo sådan, det er at være målmand. Vi stiller os derind og bliver skudt på med 120 i timen - og nogle gange går det galt.«
På søndag skal Emil Nielsen for sidste gang agere plankeværk ved dette VM, når turneringsoverraskelsen fra Kroatien venter i Unity Arena.