»Nødbremsen« stod der på baneløberens trøje.

Organisationen kæmper for en bedre klimafremtid, og lørdag aften afbrød et af deres medlemmer herrernes håndboldkamp mod Tjekkiet.

Her blev baneløberen med navnet Lucas, elegant eskorteret væk fra banen af landstræner Nikolaj Jacobsen.

B.T. har været i kontakt med politiet, der fortæller, at baneløberen kan se frem til bøder og erstatningskrav.

Og dem skal baneløberen selv betale, ifølge organisationen.

Nicolai Nørkjær er talsperson i Nødbremsen og fortæller til B.T., at aktionen var det hele værd, ligegyldigt prisen:

»Lucas (baneløberen red.) skal selv betale bøden. Men hvis han bliver anklaget for hærværk, så bliver dommen anket med det samme,« fastslår talspersonen over for B.T.

Men hvorfor lige ødelægge en håndboldkamp for folk?

»Vi har for det første ikke noget i mod håndbold. Men vi vælger også en håndboldkamp, da vi ved, at et bredt publikum følger med. Vi tager ikke glæde i at forstyrre offentlige sammenkomster, men det her var en nødvendighed,« lyder det fra Nicolai Nørkjær.

Er I ikke bange for at forstyrrelsen kommer til at fremmedgøre mere end den forener folk med jeres vision?

»Det er rigtigt, at det er upopulært, men hvis vi ikke gør noget mod klimaforandringerne nu, så er der ikke noget, der hedder håndbold i fremtiden,« siger han.

Han tilføjer derudover, at selvom Lucas kan se frem til en stor bøde, mener han at aktionen har skabt en uvurderlig offentlig debat, der kan være med til at skabe forandring.

Nødbremsen har tidligere udført protester mod menneskeskabte klimaforandringer. Senest var det Statens Museum for Kunst, det gik ud over.

Her kastede to medlemmer orange maling ud over 'Woman in a Chemise' af André Derain.

Talspersonen fra Nødbremsen fortæller derudover til B.T., at den anholdte baneløber i sit civile virke, forsker i klimaforandringer, og at erkendelsen af hans forskning, var tungen på vægtskålen i forhold til at tage affære.