De danske håndboldherrer vandt over Norge, som aldrig var i nærheden af sejren i Golden League-kampen.

Bergen. Et nederlag og to sejre blev udbyttet for de danske håndboldherrer i træningsturneringen Golden League.

Søndag endte det med en sikker sejr på 32-23 over Norge i den tredje og sidste kamp i Bergen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen var tilfreds med indsatsen og sejren på ti mål.

- Jeg fik set, at vi var bedre med rent taktisk både offensivt og defensiv. Og det var to gode målmandspræstationer.

- Det var, som vi gerne ville spille med et bevægeligt forsvar, og vi holdt de aftaler, vi gerne ville, og vi spillede fremragende i angrebet, siger Nikolaj Jacobsen til TV2 Sport.

Inden kampen mod Norge havde Danmark tabt til Frankrig og vundet over Island.

- Vi har spillet tre kampe, og i den første blev vi presset af et sindssygt godt fransk hold.

- I kampen mod Island dækkede vi ikke godt nok op, men mod Norge satte vi det hele sammen over 60 minutter, siger landstræneren.

Danmark var klart bedst i søndagens opgør, og ved pausen førte danskerne med 17-13.

I anden halvleg var Danmark igen dominerende og trak endnu mere fra i slutningen af kampen.

Rasmus Lauge spillede for anden kamp i træk strålende, og også målmændene Emil Nielsen og Kevin Møller gjorde det godt og reddede blandt andet flere straffekast.

Frankrig vandt Golden League-stævnet med to sejre og et uafgjort resultat og dermed fem point, mens Danmark blev toer med fire point.

Norge blev treer med tre point, mens Island tabte alle tre kampe og endte uden point.

Det danske landshold samles næste gang i juni, og det slutter sæsonen af. Næste store opgave bliver VM-turneringen på hjemmebane i januar.

/ritzau/