Klavs Bruun Jørgensen er tilbage som træner i den bedste danske herreliga.

Det er nu en kendsgerning. Sønderjyske præsenterede tirsdag aften den tidligere landstræner som ny mand i spidsen for de klubbens ligaherrer.

Til sommer afløser 47-årige Klavs Bruun Jørgensen en anden tidligere landstræner - Jan Pytlick, der mandag meddelte, at han indstiller sin trænerkarriere, når sæsonen er slut.

»Jeg har været meget glad for min ekspertrolle på tv, men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville tilbage til trænergerningen.«

Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

»Da først Sønderjyske henvendte sig, var jeg ikke i tvivl om, at det var noget, jeg gerne ville. De har en sindssygt spændende trup, og der er i mine øjne masser af potentiale til at rykke dem højere op i tabellen,« siger Klavs Bruun Jørgensen, der har skrevet under på en toårig aftale, i en pressemeddelelse.

Dermed gør han comeback til sidelinjen, efter at han i januar 2020 forlod jobbet som træner for det danske kvindelandshold.

Siden har han arbejdet som håndboldekspert på tv – og han har også haft en rolle som mentor i Lyngby Boldklub.

Det er ikke første gang, at den tidligere landsholdsflækker skal prøve trænerkræfter med et hold i den bedste danske herrerække. Han har tidligere stået i spidsen for hedengangne AG København, og inden han blev landstræner, var han i tre sæsoner cheftræner i Team Tvis Holstebro.

Klavs Bruun Jørgensen er selv tidligere topspiller – og scorede 440 mål i 185 kampe for det danske landshold.

Som en del af aftalen med Sønderjyske flytter han til sommer til Sønderborg.