Det har været længe undervejs, men nu er det officielt.

Den danske landsholdsstjerne Sandra Toft skal fra den kommende sæson tørne ud for den ungarske storklub Györ.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Sandra Toft er en af verdens bedste målvogtere lige nu. Vores klub fastholder en trup med tre verdensklassemålvogtere. Sandra Toft har de senere år bevist sine evner på både klub- og landsholdsplan. Jeg er stolt over, hun vil spille i Györ,« siger klubpræsident Csaba Bartha.

Györ, der betegnes som en af verdens største klubber, er da også lidt af en drømmeklub for den danske målvogter, der lige nu spiller i franske Brest.

»En gammel drøm gik i opfyldelse for mig, da jeg skrev under. Jeg har mødt Györ mange gange som modstander og har tabt de fleste gange,« siger Sandra Toft og fortsætter:

»Jeg har altid været fascineret af miljøet omkring klubben. Det er et fantastisk hold, der spiller i en fantastisk arena foran fantastiske fans. Det er en klub, der kompromisløst og konstant stræber efter de største mål.«

Sandra Toft kommer dermed også til at spille sammen med et par velkendte danske ansigter.

Györ råder nemlig i forvejen over Anne Mette Hansen, der har spillet for klubben siden 2017, ligesom Line Haugsted også skifter til klubben fra den kommende sæson.

32-årige Sandra Toft har været en stor profil for det danske landshold igennem mange år og kunne i december juble over sin første medalje, da hun sammen med de danske håndboldkvinder vandt bronze ved VM i Spanien.