Har du set VM på DR de seneste dage?
I så fald har du med garanti både set og hørt hende, når det danske kvindelandshold har været i aktion.
Håndboldlegenden Trine Nielsen er nemlig tilbage i rollen som rød-hvid ekspertkommentator under en slutrunde for første gang i fem år.
Siden 2020 har hun nemlig hverken kunnet analysere eller kommentere det danske kvindelandshold, eftersom hendes storebror, Jesper Jensen, var ansat som Danmarks landstræner.
Noget, der da også endte med at koste hende landsholdstjansen på TV 2.
Men fem år senere er hun så igen at finde i både DR-studiet samt i kommentatorboksen. Et comeback, hun stadig jubler over.

»Det er fedt! Det er jo altid sjovt at være ude i hallerne. Og generelt bare fedt at følge landsholdet,« fortæller Trine Nielsen i et interview med B.T. og tilføjer:
»Jeg har savnet det. For selv om jeg jo stadig har fulgt med, har det været med nogle andre følelser. Nu skal jeg jo analysere på tingene i stedet for bare at sidde med klaphatten på.«
Trine Nielsen var ellers i en årrække fast ekspertkommentator hos TV 2, når der var EM- og VM-slutrunder på programmet.
Men det sluttede i dét sekund, at storebroren blev udpeget som landstræner, fordi hun ikke måtte kommentere familiemæssige relationer ifølge TV 2's regelsæt.
Derfor har det da også kriblet i hende, når hun i løbet af de seneste fem år har siddet hjemme i sofaen og fulgt med i kvindelandsholdets kampe.
»Ja, det vil altid krible i én, når man har været vant til at gøre det i så mange år, som jeg har. Man har jo følt, det var ens eget, men det er det jo på ingen måde. Det var jo ikke 'mit',« lyder det fra Trine Nielsen, inden hun afslutter:
»Da Jesper stod i spidsen for landsholdet, så var det en glæde på hans vegne. Nu er det en glæde på Helle Thomsens vegne. Men der var selvfølgelig en stolthed på en anden måde, fordi der jo var noget familiært med Jesper.«

