Odensemålvogter Tess Wester skifter til sommer til rumænske CSM Bucuresti. Det oplyser den hollandske stjernekeeper på Instagram.

'Ny klub. Endelig, efter en masse rygter, er det officielt,' skriver hun på sin instagramprofil ledsaget af et billede, hvor hun er i gang med at underskrive en kontrakt.

'Jeg er meget glad for at kunne offentliggøre, at jeg har underskrevet min kontrakt med CSM Bucuresti. Jeg ser virkelig frem til at spille for klubben fra sommer, og give alt jeg har.'

Siden januar har det været kendt, at Tess Wester ville søge nye udfordringer efter tre sæsoner i Odense, men den kommende destination har været ukendt.

Det er den ikke længere for den 27-årige målvogter, som i 2019 blev verdensmester med Holland.

Dermed bliver indeværende sæson også hendes sidste chance for at hente en titel på dansk grund.

CSM Bucuresti regnes som en af Europas største klubber på kvindesiden, men holdet har ikke vundet det rumænske mesterskab siden 2018. Champions League vandt holdet senest i 2016.

/ritzau/