Brest og den danske målvogter Sandra Toft kom søndag til Odense og sejrede i Champions League-gruppespillet.

Odenses håndboldkvinder indkasserede søndag holdets andet nederlag i gruppespillet i Champions League.

Brest med den danske landsholdskeeper Sandra Toft var på besøg og vandt med cifrene 31-24.

Det var Odenses første nederlag på hjemmebane i denne sæson i Europa.

Det franske storhold dominerede i stort set hele kampen, og fynboerne var aldrig i nærheden af at presse modstanderne.

Sejren betyder, at Brest nu har lige så mange point som Odense i toppen af tabellen. Begge hold har otte point efter seks kampe på tredje- og fjerdepladsen.

CSKA Moskva fører gruppen med ni point efter fem kampe, mens ungarske Györi på andenpladsen har otte point efter fem kampe.

Brest kom bedst fra start i kampen og hurtigt foran 5-1. Senere blev det også 12-4 efter en periode på syv målløse minutter for Odense.

Især Brest-bagspilleren Ana Gros imponerede med den ene flotte scoring efter den anden.

Odense-forsvaret var for passivt og fik slet ikke tacklet den slovenske stjernespiller, som scorede efter behag.

Bagud med otte mål var det op ad bakke for Odense, som indledte et forsøg på et comeback.

Odense-træner Ulrik Kirkely og flere af hjemmeholdets spillere var utilfredse med dommerne.

Det udløste en advarsel til Kirkely, og så gik spillet ellers videre.

Inden pausen fik Odense lidt bedre styr på defensiven, og efter en del reduceringer stod det 16-12 til Brest ved pausen.

I anden halvleg fik Brest hurtigt afværget Odenses forsøg på et comeback.

Faktisk kom Odense ikke tættere på point i de sidste 30 minutter af kampen, hvor Brest tværtimod bare øgede føringen.

Brest var et niveau bedre denne søndag, og de franske kvinder kom foran 26-17.

Ana Gros blev ved med at sætte scoringer på tavlen. Odense fandt aldrig et effektivt modtræk over for sloveneren.

I den anden ende lukkede Brest-forsvaret og Sandra Toft godt af, og det endte med en overbevisende fransk sejr på syv mål.

/ritzau/