Odense og Team Esbjerg kører favoritsejre hjem i CL
Team Esbjerg slog norske Sola, mens Odense Håndbold besejrede kroatiske Podravka i Champions League.

Team Esbjerg slog norske Sola, mens Odense Håndbold besejrede kroatiske Podravka i Champions League.

Odense Håndbold og Team Esbjerg levede søndag op til rollerne som storfavoritter i deres respektive kampe i kvindernes Champions League.
Det holdt dog lidt hårdt for Team Esbjerg, der hjemme besejrede norske Sola med 28-25 efter 16-12 ved pausen.
Esbjerg havde god kontrol fra starten og førte med 11-5 efter 20 minutter, men Sola kom bedre med og reducerede afstanden i sidste del af første halvleg.
I anden halvleg nærmede Sola sig endnu mere, og udeholdet reducerede til 18-19 efter ti minutter.
Henny Reistad, der sammen med Nora Mørk blev Esbjerg-topscorer med syv scoringer, sørgede dog for ny luft til Esbjerg, da hun med to hurtige mål bidrog til, at holdet bragte sig på 22-18.
Derefter fandt Esbjerg ind i en bedre periode. Føringen voksede til 26-19 med otte minutter tilbage, men Sola nægtede at give op.
Det norske hold reducerede til 25-27 med lidt mere end to minutter tilbage, før Esbjerg lukkede kampen endeligt.
Dermed har Team Esbjerg åbnet Champions League-gruppespillet med to sejre.
Tidligere søndag sejrede Odense på hjemmebane med 31-24 over kroatiske Podravka efter 16-10 ved pausen.
Odense skulle lige i gang og kom bagud med 1-3, og kroaterne ydede god modstand frem til 8-8, inden fynboerne slog stort hul.
Således scorede Odense syv mål på stribe og bragte sig på 15-8, hvilket grundlagde den komfortable pauseføring.
I anden halvleg reducerede Podravka føringen til tre mål flere gange, men hver gang strammede Odense lige grebet.
Kroaterne reducerede til 23-26 med otte minutter tilbage, men Odense fjernede spændingen ved at score de tre næste mål.
Ingvild Bakkerud blev Odense-topscorer med otte træffere.
Den fynske klub er noteret for tre point i sine første to kampe.
RITZAU