Parløbet i toppen af Kvindeligaen mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold fortsætter ufortrødent.
Søndag aften vandt Odense 36-30 på udebane over København Håndbold, selv om fynboerne lige skulle have maskinen i omdrejninger.
Da det først skete, var der ingen tvivl om udfaldet. Fynboerne fik hentet et københavnsk femmålsforspring og trak uden problemer fra i anden halvleg.
Dermed er der fortsat et point mellem topholdet Team Esbjerg og Odense. Der resterer fire spillerunder af grundspillet.
København Håndbold leverede ellers en god figur og mere til mod det afbudsramte Odense-hold i første halvleg.
Københavnerne havde fat i den lange ende særligt i angrebsspillet. Det blev dog formøblet, da rotationen kom i spil.
København skiftede ud, og der kom langt flere tekniske fejl ind i spillet. Hvis man skal have en chance for at slå Odense, må det ikke ske.
De effektive fynboer straffede prompte fejlene, og kort inden pausen var der kontakt ved 18-18.
Odenses Thale Rushfeldt Deila havde fundet rytmen, og hende kunne København altså ikke styre.
Da de københavnske fejl ikke blev lagt på hylden, kunne Odense hurtigt skabe et hul på størrelse med det, som var blevet lukket i første halvleg. Efter 40 minutter førte fynboerne med fem og havde derfra fuldstændig styr på det.
Ud over de tekniske fejl var der også redninger til forskel mellem de to hold.
Efter en svag første halvleg kom Yara ten Holte tilbage i Odense-målet, hvor en straffekastredning kickstartede den hollandske keeper.
Ten Holte endte kampen med fem straffekastredninger, mens Thale Rushfeldt Deila i den anden ende blev fynsk topscorer med otte mål.
/ritzau/
