Med en sejr på 30-24 ude over Herning-Ikast holder Odense liv i håbet om at genvinde DM i kvindehåndbold.

Odense Håndbold holder liv i håbet om at genvinde DM i kvindehåndbold.

Onsdag aften fik fynboerne nemlig revanche for det første semifinaleopgør ved at besejre Herning-Ikast Håndbold på udebane med 30-24.

Dermed skal de to mandskaber ud i en tredje og afgørende kamp.

Danmarksmestrene kom bedst fra start i begge halvlege, men kun i den første fandt Herning-Ikast et modsvar.

Værterne startede med Sabine Englert i mål, efter Herning-Ikast-keeperen stod godt i den første semifinale, men hjemme i en udsolgt IBF Arena kom hun skidt fra start og fik slet ikke fat med redninger.

Det kostede hende hurtigt en tur på bænken og en Odense-føring på 10-6.

I den anden ende stod Althea Reinhardt nemlig væsentligt bedre.

Ind kom derfor Jessica Ryde i Herning-Ikast-målet, og det satte hjemmeholdet på sporet af et comeback.

Gode redninger og forbedret forsvarsspil bragte danmarksmestrene lidt ud af kurs, og første halvleg sluttede 14-13 til Odense.

I anden halvleg kom gæsterne igen bedst fra start med en Reinhardt-redning og derefter en hammer fra Mia Rej op i krogen bag Ryde til 16-13.

Nu skulle Herning-Ikast jagte, og det passede Odense godt.

Da Althea Reinhardt lokkede Sonja Frey til en afslutning ved nærmeste stolpe, og returen fra redningen røg ud til Mie Højlund, der kunne score i tomt mål i den anden ende, var billedet tegnet op.

22-18 førte Odense med 14 minutter tilbage, og bagud 20-26 så det ud til, at Herning-Ikast-bænken godt vidste, hvilken vej det ville gå.

Endnu et comeback kom aldrig i spil, selv om Englert kom tilbage på kassen og denne gang fik bedre fat i skuddene.

Odense Håndbold tabte alt i alt kun én kamp i hele grundspillet og slutspilsgruppen, og fynboerne kom med sejren onsdag altså tilbage på sporet i sidste øjeblik.

Herning-Ikast vandt den første semifinale i Odense med 31-24.

Kampen om den anden DM-plads står mellem Viborg og Esbjerg.

De mødes senere onsdag efter uafgjort i den første kamp.

/ritzau/