Odense Håndbolds kvinder er søndag draget til Göteborg i Sverige i håbet om at høste yderligere to point i Champions League gruppespillet.

Klokken 16:00 møder de svenske Sävehof.

Og det må siges at være et vigtigt opgør, som venter kvinderne i de orange trøjer – i hvert fald hvis Odense Håndbold skal indfri deres høje ambitioner om at gå videre fra gruppespillet i år.

Søndagens kamp er nemlig den tredje i dette års gruppespil, og med både en sejr og et nederlag i rygsækken, er det vigtigt at Odense Håndbold formår at tage point med hjem fra Sverige.

»Der venter os en spændende og svær udfordring i svenske Sävehof. Vi forventer en kamp afviklet med stor intensitet, hvor det bliver vigtigt, at vi kan lægge et lag yderligere på i forhold til vores kampe i den seneste uge,« siger Odense Håndbolds cheftræner Ulrik Kirkely om den forestående kamp og fortsætter:

»Det er stadig kun cirka en måned siden, vi alle mødte hinanden første gang op til denne sæson, derfor er det også helt naturligt, at der stadig er mange delelementer, der endnu skal finpudses og lægges på vores spil.«

Odense Håndbolds cheftræner Ulrik Kirkely forventer, at søndagens kamp bliver både spændende og svær.
Odense Håndbolds cheftræner Ulrik Kirkely forventer, at søndagens kamp bliver både spændende og svær. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

I sidste weekend tog Odense Håndbold imod det franske hold Metz, og her måtte de orange trøjer fra Odense desværre se sig slået.

Og netop derfor er en sejr søndag vigtig, både for spillernes selvtillid og for deres videre vej i turneringen. Det skriver i hvert fald klubben selv på deres hjemmeside.

Det svenske hold Sävehof var i sidste sæson ikke med i Champions League, men i år er holdet kommet med på et Wildcard. Og i deres første kamp mod det slovenske hold Krim Mercator Ljubljana gik svenskerne da også fra banen med en sejr.

Opgøret mellem Odense Håndbold og svenske Sävehof fløjtes i gang klokken 16:00, og kan ses på TV3 Max og på Viaplay.