Lars Friis-Hansen gør comeback som håndboldtræner.
Således tiltræder han i dag i jobbet som cheftræner i Beijing Handball Association på en foreløbig tre måneder lang aftale.
»Det bliver spændende at lære endnu et land ordentligt at kende. Hvem ved? Måske kan det blive til mere,« skriver han på sin LinkedIn-profil.
Lars Friis-Hansen har de seneste år arbejdet som konsulent i blandt andet BSC Nordic og HowToWin. Tidligere har han trænet blandt andre HC Midtjylland og Viborg HK.

Det er ikke første gang, at Lars Friis-Hansen udfordrer sig selv i udenlandske trænerjobs.
Eventyrlysten har han fået styret i Norge, Sverige, Schweiz, Saudi-Arabien og Kuwait.
Som træner for sidstnævntes herrelandshold var han i 2007 involveret i en af håndboldhistoriens mest bemærkelsesværdige kampe, da Kuwait besejrede Sydkorea og kvalificerede sig til OL 2008 i Beijing.
OL-deltagelsen skulle have været højdepunktet i hans karriere, men det internationale håndboldforbund kom under pres og måtte dekretere omspil, på grund af mistanke om urent spil i kulissen. Kuwait nægtede at deltage i omspillet og Lars Friis-Hansen måtte nøjes med den OL-bonus, han allerede havde fået udbetalt, mens Sydkorea fik OL-billetten.

