Der var rigtig meget på spil, da Nykøbing Falster Håndboldklub lørdag aften tog imod norske Storhamar i Champions League, men det endte i en massiv fiasko.

I en horribel første halvleg blev det danske mandskab løbet fuldstændig over ende og kom aldrig tilbage. De norske gæster vandt 31-25.

Dermed ligger NFH i sin Champions League-gruppe fortsat uden for top-8, som avancerer til næste fase af turneringen.

Lørdagens kamp var allerede afgjort ved pausefløjt efter en første halvleg, hvor næsten alt var gået galt for de danske værter.

Noget af det eneste, der fungerede, var det etablerede angrebsspil, og NFH kom frem til masser af fine chancer. Men langt de fleste afslutninger var pivelendige, og det blev dyrt, fordi værterne spillede syv mod seks i angrebet.

Det betød, at der ikke var nogen keeper i målet, og når NFH misbrugte sine chancer, kastede nordmændene bolden ned i det tomme mål uden at bruge kræfter på det energikrævende, etablerede angrebsspil.

Efter et kvarter var NFH bagud med fem, og ved pausefløjt havde nordmændene øget føringen til det dobbelte, efter at værterne også var begyndt at producere tekniske fejl på stribe.

NFH har i det meste af sæsonen bøvlet med en hårdt skadesplaget trup, og den øjeblikkelige periode er ingen undtagelse.

Det kom også til udtryk lørdag, hvor træner Niels Agesen rådede over en meget smal trup. Og da Storhamar nød godt af at have sparet kræfter i begyndelsen, fik nordmændene et overdådigt fysisk overtag, som kampen skred frem.

NFH forsøgte tappert med opløftende takter efter pausen, men nordmændene behøvede ikke at anstrenge sig for at holde hjemmeholdet bag sig.

RITZAU