Hun er netop kåret til årets kvindelige talent, men 17-årige Julie Mathiesen Scaglione er mere end det.

Hun er – blandt meget andet – også første barn af en af 'De jernhårde ladies', der udtages til håndboldlandsholdet.

Julie med det italiensk-klingende efternavn er datter af Lone Mathiesen, som var med på det landshold, der vandt VM-guld i 1997. I dag er Lone Mathiesen skoleleder på Gudenåskolen i Ry.

Mor har da også haft stor betydning for Julie Scagliones karriere.

»Hun har været en kæmpe hjælp for mig. Hun har været mit 'safe space' og givet mig fif op til min debut, mine kontrakter, og hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev nervøs,« fortæller det unge talent, der til daglig spiller i Herning-Ikast Håndbold.

Lone Mathiesen ses her (nummer to fra højre) sammen med blandt andre Anja Andersen i landsholdstøjet med det velkendte Dansk Metal-sponsorat.
Lone Mathiesen ses her (nummer to fra højre) sammen med blandt andre Anja Andersen i landsholdstøjet med det velkendte Dansk Metal-sponsorat. Ernst van Norde

Scaglione er dog fast besluttet på, at hun ikke blot skal være datter af en dansk håndboldstjerne.

»Det var meget i starten, at jeg var Lones datter, men hen ad vejen har jeg også skabt mit eget navn, hvor folk er kommet til mig, og hvor interviews ikke bare har handlet om min mor,« siger hun til B.T. og fortsætter:

»Jeg har slet ikke noget problem med det (at blive sammenlignet, red.). Jeg elsker jo min mor, og det har bare været en hjælp for mig, mere end at det har været en byrde, at have hende.«

Julie Scagliones efternavn kommer fra hendes far, der er halvt italiensk, men det var ikke hende selv, der fravalgte at bruge det ellers mere velkendte Mathiesen.

Da Scaglione stadig var ny og ikke spillede med efternavn på trøjen, havde kommentatorer læst op og spottet hendes navn. Og så valgte de Scaglione for hende, der efterfølgende er blevet trykt på trøjen.

Så det er ikke på tale, at du skal bruge Mathiesen?

»Nej, det tror jeg sgu ikke,« griner det unge talent.

Selvom mors navn blev fravalgt til spillertrøjen, stod Lone Mathiesen stadig klar med gode råd, da landsholdsudtagelsen var hjemme.

Lone Mathiesen i aktion ved VM i Tyskland i 1997.
Lone Mathiesen i aktion ved VM i Tyskland i 1997. PALLE HEDEMANN

»Mor var stolt. Hun var selvfølgelig sådan 'åh, pas nu på dig selv', men hun sagde, at det nok skulle gå. Hun sagde, at jeg stadig er ung, og hun ved godt, at jeg har høje forventninger til mig selv, og det må man også godt have, men man skal også huske, at jeg jo ikke skal være mega god til alle træningerne, og det er der heller ikke nogen, der forventer jeg er,« siger hun og fortsætter:

»Selvom jeg laver noget dårligt eller ikke har haft en god træning, så skal jeg ikke hænge med hovedet, for det er i orden, at jeg ikke er på samme niveau som de andre.«

Julie Scaglione er da også kun 17 år, og da Lars Jørgensen, som er assistenttræner på kvindelandsholdet, ringede og meddelte hende nyheden, imens hun sad i toget på vej til træning, var det en stor overraskelse for Herning-Ikast-spilleren.

»Lars ringer et par gange om måneden for at høre, hvordan det går med min styrketræning, for det har vi lagt meget fokus på. Så jeg tænkte bare, at det var det, vi skulle tale om – og det var det også. Men så sagde han til sidst i samtalen, at han gerne ville have mig med til en samling. Jeg blev selvfølgelig mega glad, men man bliver jo også lidt nervøs, når man får det at vide.«

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Hvor god var du til den træning?

»Jeg tror, at jeg var i chok over det. Jeg kan sgu ikke huske træningen så godt,« griner hun.

Da B.T. møder Julie Scaglione til landsholdssamlingen i Vejen, står hun foran den første træning med landsholdet forud for torsdagens kamp mod Slovenien.

»Det er jo mere end bare en træning. Der er selvfølgelig nerver på, og man ved, at man skal præstere mere, end hvad man måske skal til en ungdomssamling. Der sidder helt sikkert en anden form for nervøsitet i kroppen end der plejer til en normal træning. Men jeg tager ja-hatten på, og så ser vi, hvordan det kommer til at gå.«

Julie Mathiesen Scaglione, der var udtaget i bruttotruppen til VM i 2021, debuterede som 16-årig på Herning-Ikasts førstehold i 2021. Hendes mor, Lone Mathiesen, spillede størstedelen af sin karriere i aarhusianske IK Skovbakken, hvor det blev til mere end 260 kampe.