Året er ved at gå på hæld. Men for landsholdsstjernerne er det langt fra slut endnu.

For som altid byder årets sidste måned på en håndboldslutrunde, og i år er det VM.

Derfor har B.T. talt med flere af profilerne inden årets store begivenhed.

Og spørgsmålet er - meget simpelt - gået på, hvordan deres 2019 har været.

Kathrine Heindahl ser tilbage på et blandet år, der har været fyldt med gode ting også.
Kathrine Heindahl ser tilbage på et blandet år, der har været fyldt med gode ting også. Bax Lindhardt

Kathrine Heindal, Odense Håndbold

»Det har været meget blandet. Der har været rigtig mange fede ting. En lidt skuffende sæson på klubplan i forhold til, vi ikke stod øverst på skamlen, som vi gerne ville.«

»Men et 2019, hvor jeg har fået lov at spille Champions League, har haft mange fede kampe på klubplan, og det har landsholdsmæssigt været et fedt år. Vi har haft mange fede samlinger, og vi har ikke spillet så mange kampe, men vi har haft sindssygt mange gode træninger og haft tid til bare at være os og fokusere på os.«

»De kampe vi har spillet, der er meget gået op i en højere enhed. Vi har vist noget af det potentiale, som i (journalister, red.) nok især har manglet, når vi kigger tilbage på tidligere mesterskaber. Det er lidt blandet, men jeg står her til slut på året med en rigtig god følelse indeni.«

Althea Reinhardt.
Althea Reinhardt. Bax Lindhardt

Althea Reinhardt, Odense Håndbold

»Det her år er gået hurtigt. Jeg mindes, det startede lidt hårdt ud med måden, sæsonen endte på. Det gjorde ekstremt ondt, og jeg var ekstremt skuffet. Sæsonen kørte godt, og det var rigtig træls og hårdt, den så blev afbrudt af en hjernerystelse. Det er mentalt hårdt ikke at have en plan men bare skulle vente og se hver dag.«

»Så kom jeg på sommerferie og havde en rigtig god ferie, hvor jeg var i fire forskellige lande og valgte at prioritere at rejse rigtig meget, så jeg har rigtig mange gode minder. Først vandrede jeg i Østrig en uge med Mie (Højlund, red.), så var jeg på Ibiza sammen med Mie også, og så havde jeg to uger på Island med en anden veninde. Vi havde en uge, hvor vi havde lejet en bil i Reykjavik og kørte rundt, og så var jeg en uge på hesteryg. Det er en af de største oplevelser, jeg har haft.«

»Jeg kigger tilbage på en sæson, der kan gøre en stærkere. Man kan lære meget af det her år. Jeg synes, jeg har udviklet mig både på banen og udenfor banen. Der er sket mange ting i det her år, som jeg værdsætter.«

Mie Højlund.
Mie Højlund. Bax Lindhardt

Mie Højlund, Odense Håndbold

»Jeg synes, mit år 2019 har været virkelig godt. Det har været fuld af oplevelser og god håndbold og læring. Så synes jeg, jeg har haft nogle gode oplevelser med familie og venner. Det har virkelig været et godt år.«

»Udenfor banen har jeg haft nogle ture med Althea, som virkelig har givet mig meget energi.«

»Jeg føler, vi er kommet langt på det her hold (landsholdet, red.). Både socialt og på banen har vi udviklet os sindssygt meget. Den følelse jeg går med nu inden vi tager afsted er mega god. Vi har det godt i truppen. Vi kan forhåbentlig udstråle det på banen, at vi har det godt her. Det virker til, at alle glæder sig helt vildt, og det hjælper jo også.«

Louise Burgaard.
Louise Burgaard. Bax Lindhardt

Louise Burgaard, Metz Handball

»Beslutningen om at tage til udlandet står skarpest. Det har været super fedt. Jeg fortryder det ikke et eneste sekund. Det har været over al forventning. Nu har jeg også let til begejstring, så det kan godt være, hvis du spørger mig om tre måneder, jeg er helt nede i kulkælderen.«

»Det har virkelig været fedt og mega udfordrende på samme tid at lære et nyt sprog og en ny kultur at kende og se, man kan spille håndbold på en helt anden måde og tage nogle gode ting med hjem, men også give dem noget fra Danmark.«

»Jeg har fået en kæreste i sommer, som jeg er rimelig forelsket i. Han er ikke flyttet med til Frankrig, men han har været nede og besøge mig mange gange.«

Stine Bodholdt.
Stine Bodholdt. Bax Lindhardt

Stine Bodholdt, Nantes Handball

»Det har været spændende. Det har budt på et nyt land i form af Frankrig, en ny kultur. Jeg er blevet 30. Der er sket en del.«

»Det har været en kanon oplevelse at flytte til udlandet. Det har været sindssygt fedt. Det er svært at forklare, men det er meget anderledes. Det har været godt for mig også i forhold til at udfordre mig selv på andre parametre - også mentalt.«

»I Viborg blev det til sidst meget fastlåst i rammer og kasser. Jeg var meget spændt op i kroppen i stedet for bare at nyde det og synes, håndbold var det fedeste og sjoveste. Jeg har det bedre, når jeg har den glæde og ikke er for anspændt.«

Simone Böhme.
Simone Böhme. Bax Lindhardt

Simone Böhme, Siófok KC

»Jeg har ikke gjort så meget anderledes. Hvis man spiller godt og præsterer, så er det den bedste måde at bevise og den bedste billet til et VM.«

»Så jeg er selvfølgelig rigtig glad og taknemmelig over, at jeg skal med.«

»Jeg synes ikke, der er noget, jeg har gjort bedre end sidste år. Jeg træner hårdt, og vi som hold spiller godt i Ungarn.«

Trine Østergaard.
Trine Østergaard. Bax Lindhardt

Trine Østergaard, Odense Håndbold

»Det er gået fint. Vi har formået at udvikle os mere i Odense og har formået at blive mere sammenspillet.«

»Vi har haft nogle rigtig gode kampe, men selvfølgelig også mindre gode kampe. Vi hat tabt lidt kampe, men det gør ikke så meget lige nu, da det er starten på sæsonen.«

Klavs Bruun Jørgensen, landstræner for Danmark.
Klavs Bruun Jørgensen, landstræner for Danmark. Bax Lindhardt

Klavs Bruun Jørgensen, landstræner for Danmark

»Jeg er jo lidt nummerfikseret - jeg ved ikke, hvor det kommer fra - og bryder mig ikke om ulige årstal og havde ikke regnet med, det ville være et godt år. Men det synes jeg faktisk, det har været.«

»Både personligt, for det fylder også meget i alt, hvad der foregår omkring mig, men også i forhold til, hvad der er foregået med det her hold. Det synes jeg har været positivt. Vi startede med en sløj kamp mod Norge, men derfra har det været positivt. Stemningen omkring holdet, det vi har foretaget os og måden vi har været sammen på og nogle af de ting, vi har lavet har været super fede.«

»Jeg har haft mere fokus på min egen forfatning i forhold til de her slutrunder. I løbet af et år er det blandet, hvor meget arbejde, jeg har, men jeg kan også bare mærke, når jeg er til slutrunder, er det benhårdt. Jo bedre forfatning jeg er i, og jo bedre jeg spiser, jo mere klar i skallen er jeg også, når jeg skal snakke med jer (journalister, red.) og agere i forhold til spillerne. Det har jeg haft fokus på og er blevet endnu bedre til. Jeg kan mærke en forskel. Hvor jeg før har svinget i vægt, ligger jeg nu der, jeg gerne vil.«

Årets slutrunde bliver spillet i japanske Kumamoto, og du kan følge kampene LIVE her på bt.dk.