Det bliver den tidligere kommercielle direktør i HC Odense, Henrik Frisch, der overtager direktørposten efter Ditte Andersen, som er tiltrådt stillingen som ny sportschef i klubben. 

Henrik Frisch tiltrådte i HC Odense den 1, juli 2010, hvor han overtog ansvaret for det kommercielle område og han har i løbet af det forgangne år fået et stort indblik i den daglige drift af HC Odense.

Læs også: Til- og afgange Dameligaen


Med blandt andet 8 år som leder i mediebranchen samt 7 år med selvstændig virksomhed har Henrik en god erhvervsmæssig og kommerciel ballast for at udvikle og styrke HC Odense.

I juni måned i år blev det økonomiske fundament under klubben sikret, men der ligger stadig et stort arbejde i det fremadrettede for at få skabt den nødvendige økonomiske stabilitet:

- Jeg er hverken troldmand eller frelser og jeg ved, der ligger et stort arbejde foran os. Men jeg har en klar ide om, hvad der kan være med til at styrke HC Odenses brand, ikke mindst i forhold til det fynske erhvervsliv, som naturligvis er en meget vigtig medspiller i dette projekt, udtaler Henrik Frisch.

LÆS også: http://hbold.dk/nyheder/knudsen_stadig_aktuel_i_aalborg/Knudsen fortsat aktuel i Aalborg

Det bliver en stor opgave for den nye direktør, i et i forvejen presset marked, at skabe og udvikle såvel sponsorkredsen og ikke mindst det gode produkt, der sikrer sponsorer og samarbejdspartnere udbytte og indhold i aftalerne. Og der lægges ikke skjul på, at der fortsat skal nye og flere samarbejdspartnere med, når ambitionerne om at skabe et tophold i verdens stærkeste kvindelige håndboldliga skal indfries:

- Her og nu skal vi have etableret os og have skabt et godt stærkt produkt, såvel sportsligt som kommercielt. Vi skal vise de håndboldglade fynboer og det fynske erhvervsliv, at vi er en seriøs samarbejdspartner. Og så skal vi vækste derfra.