I sidste uge sad Gudmundur Gudmundsson foran sin uundværlige Mac-computer og så håndboldkampe. Det er der ikke så meget bemærkelsesværdigt i. Den lille håndboldprofessor er berømt – og i visse kredse meget berygtet – for sin hang til at gennemterpe videomateriale.

Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at kampene på skærmen var Danmarks opgør mod Sverige og Tyskland fra EM i 2016. Ikke just de mest oplagte valg for en mand, der lige er blevet udnævnt til islandsk landstræner og skal bygge et nyt hold op på vulkanøen.

Gudmundsson kan ikke huske, hvorfor han så kampene. Han var ’nok på udkig efter noget taktisk’, som han siger. Og så mindede det ham om, at landsholdet ’manglede killerinstinkt’ ved den slutrunde, hvor han stadig ærgrer sig over, at det ikke blev til dansk guld.

På den måde ligner den version af Gudmundur Gudmundsson, som BT møder på en café i København, det samme menneske, som da han i 2014-2017 var landstræner for håndboldherrerne. Han befinder lidt i sin egen boble, er dedikeret, grundig, og håndboldnørdet ud over det sædvanlige. Men enkelte ting er også forandret.

Overskuddet virker større, og grinene og smilene er flere, end de var, da han stod i spidsen for Mikkel Hansen & co. Gudmundsson var ikke en direkte slagen mand, da han for et år siden stemplede ud som landstræner efter et skuffende VM i Frankrig, men han var mærket af den sidste tid, der hører til den mere dramatiske af slagsen for en dansk landstræner.

Balladen efter OL-guldet, hvor det kom frem, at Ulrik Wilbek havde holdt hemmelige møder med landsholdsspillere, hvor en akut fyring af Gudmundsson var blevet drøftet, tog hårdt på ham. Det samme gjorde den efterfølgende dans om en kontraktforlængelse, hvor DHF – trods det historiske OL-guld - nølede så meget, at islændingen til sidst sagde stop.

Men efter tiden som dansk landstræner tog Gudmundsson et step ned, da han sagde ja til et tilbud om at blive landstræner for Bahrain, og det har givet ham lysten til tophåndbold tilbage.

»Jeg føler mig virkelig godt tilpas nu. Jeg har masser af energi og glæder mig til at arbejde med Island. Det var utroligt vigtigt for mig at komme væk og koble mig fra den europæiske håndboldverden og være i Bahrain. Det var virkelig et interessant og lærerigt ophold. De var virkelig glade for mig. De viste stor respekt for mig, og det var meget rart at opleve og passede mig godt efter min tid i Danmark,« siger 57-årige Gudmundsson.

Fordi du havde brug for det efter den måde, som din tid i DHF sluttede på?

»Det er måske det, som var anderledes i Danmark. I forhold til Bahrain, men også mens jeg har været på Island og i Tyskland. Der var tillid og respekt. Det er en god fornemmelse for en træner at have. Man kan sige, jeg var i modvind i Danmark fra dag ét. Man tvivlede på, om jeg var den rigtige, selvom jeg havde masser af international erfaring. Det var det, der var svært for mig at opleve i Danmark – den her modvind og tvivl, som hele tiden var der. Det var ikke nemt at komme her som udlænding – mange mente, det skulle være en dansker i stedet for mig. Det hele begyndte fra dag et fra nogen af journalisterne. Det var aldrig nemt for mig her.«

Men skal man ikke kunne håndtere, at medierne sætter spørgsmålstegn? Det bør vel ikke influere på, hvordan tingene er internt på holdet?

»Nej, men tingene kommer alligevel til at fylde. Det kan ikke undgås. Men okay, det var vilkårene. Jeg fortsatte bare med at arbejde på min måde og holdt mig til min strategi, og det er jeg meget glad for i dag.«

Hvad tænker du om måden, det hele sluttede på i forhold til DHF? Deres håndtering af balladen efter OL, og måden de trak snakken om en kontraktforlængelse ud på?

»Jeg var selvfølgelig interesseret i at forlænge og snakkede åbent om det, fordi vi havde lige vundet OL-guld, efter vi havde bygget holdet op i mere end to år. Jeg troede på, at det var det rigtige for mig og holdet. Men jeg oplevede bare, at det var DHF ikke interesseret i, og så valgte jeg at stoppe.«

Hvordan var det at vinde OL-guld og så ikke få tilbudt en forlængelse?

»Det var mærkeligt. Men det var flere ting efter OL. Det er næsten ikke til at beskrive, hvordan det var at vinde noget så stort og så få tre dage til at glæde sig, inden det hele begynder at handle om de møder til OL, som jeg stadig ikke kender noget til. Det var meget synd, synes jeg.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Gør det ondt på dig i dag, at det endte sådan?

»Jaaah… Ja, det gør det. Det var svært for mig at forstå. Men jeg tænker ikke for meget om det i dag. Jeg kigger på det positive. Vi vandt OL-guld. Jeg blev udnævnt til Ridder af Danneborg, Jeg er meget stolt af min tid, og jeg kan sige, jeg gjorde alt for Danmark og var meget professionel. Jeg kan ikke gå og blive ved med at tænke på noget, som jeg ikke helt forstod. Når jeg kigger på Danmark og min tid her, så fokuserer jeg på det positive. Det var en fed oplevelse. Jeg er ikke ude efter nogen som helst. Ikke DHF. Ikke Ulrik Wilbek. Det er sandheden.«

Hvad tænker du om Morten Stig Christensen, Per Bertelsen og Ulrik Wilbek i dag?

»Ikke rigtig noget.«

Har du kontakt med dem?

»Nej, jeg har ikke hørt fra Ulrik én eneste gang siden OL. Altså, jeg har ikke talt med ham. Han skrev én sms med orientering om, at han sagde op. Det var det. Jeg har heller ikke snakket med Per Bertelsen siden OL. Det er lidt mærkeligt, må jeg sige. Men det må du spørge dem om.«

Er der noget, du fortryder i forhold til den måde, du kom ud af DHF på?

»Når jeg kigger tilbage på VM i Frankrig, var det et meget svært miljø efter de ting, der skete efter OL. På en eller anden måde blev det ikke så let, uden jeg kan sige, hvorfor det var sådan. Men vi havde for mange skader og spillere, der ikke var i deres bedste form, som for eksempel Kasper Søndergaard, og det blev for svært for os. Spillerne var - som de selv har sagt – heller ikke sulte nok, men det er altid svært at komme ind til en slutrunde som forsvarende mestre.«

Ville du ønske, at du havde sagt stop, da det ligger fast, at du ikke kommer til at forlænge? Sådan at du ikke havde taget VM i Frankrig med?

»Måske.«

Du kan ikke sige ’måske’ til det spørgsmål… Ja eller nej?

»Jaah. Det ville jeg nok ønske. Men min målsætning på det tidspunkt var at vinde VM og blive verdensmester. Og jeg synes, vi havde en rigtig god mulighed. Og jeg havde en kontrakt, og jeg har en karakter, som gør, at så fuldfører man den. Jeg ville stoppe som verdensmester og forlade Danmark på den måde. Men den gik ikke,« siger Gudmundsson.

Det ligger heller ikke i kortene, at en VM-titel kan komme i hus med det unge islandske landshold, som Gudmundur Gudmundsson for tredje gang er blevet chef for, men i første omgang har han fået en treårig periode til at bygge holdet op. Og han får mulighed for blandt andet at teste sine tropper af mod Danmark, når de to nationer støder sammen til Golden League i april.