Den sidste sæson i karrieren er tilbage på skinner. 

For tirsdag aften kan Mikkel Hansen igen komme i aktion efter halvanden måned på sidelinjen, når Aalborg Håndbold spiller pokalopgør mod Skive 18.30 på udebane. 

Det skriver Nordjyske. 

Hansen har netop annonceret sit karrierestop efter denne sæson, og han har i den seneste tid døjet med lyskeproblemer. 

Det problem virker han nu til at være kommet over, så han igen kan komme på håndboldbanen, hvor den helt store ambition er at blive udtaget til karrierens sidste OL, når håndboldherrerne skal jagte guld i Paris denne sommer. 

Spørgsmålet er så, om han kan komme tilbage i så god form, at landstræner Nikolaj Jacobsen udtager ham blandt de 14 spillere, der kommer med til Frankrig. 

I første omgang gælder det dog pokalen for Aalborg, mens nordjyderne stadig har alt at spille for både i den hjemlige liga samt i Champions League, hvor der venter to intense opgør mod ungarske Veszprem i kvartfinalen. 

Hansen kom til Aalborg i 2022 efter 10 år i Paris hos PSG.