»Vi har fulgt alle manualer, men man kan jo aldrig være 100 procent sikker.«
Sådan lyder det fra sportschef i DHF Morten Henriksen, efter både Hans Lindberg, Lasse Møller og Jacob Holm er testet positive for covid-19 efter at have deltaget i landsholdssamlingen i sidste uge.
»Der er en indikation på, at det er sket i landsholdslejren,« siger Morten Henriksen til B.T.
Morten Henriksen forsikrer, at alle spillere i landsholdstruppen leverede en negativ test lørdag aften og et hav af test negative test i løbet af ugen. Han pointerer dog, at der er en inkubationstid, som gør det meget svært at se, hvor og hvornår smitten er sket.

»Derfor kan vi af gode grunde ikke sige, om smitten er opstået i landsholdslejren. For os er det lige nu ikke så vigtigt hvor det er sket, men mere hvad vi gør i denne her situation,« siger Morten Henriksen og fortsætter:
»Hvis det er noget, der er sket i truppen, er det vigtigt, at de nære kontakter til Hans sørger for at overholde retningslinjer og bliver testet.«
Og en nær kontakt i dansk eliteidræt inkluderer ikke alle spillere, der er i kontakt med spillerne undervejs til træning og kampe. Det er de kontakter, som tilbringer mere end 15 minutter inden for to meter af den smittede – eksempelvis værelseskammeraten, kørselsmakkeren og dem, man sidder og spiser sammen med.
Som Morten Henriksen indikerer, kan smitten ikke være kommet udefra, da landsholdet har været isoleret fra offentligheden både til træningen, rejserne og til kampene.
»Vi kan dog ikke gardere os fuldstændig mod smitte fra kontaktflader.«
Efter DHF fik meldingen om, at Hans Lindberg var testet positiv, sendte forbundet straks beskeden til samtlige spillere og deres respektive klubber.
»Nu håber vi og krydser alt for, at vi ikke ser flere smittetilfælde blandt spillerne,« slutter Morten Henriksen.