En gravid kone kan sende Niklas Landin hjem fra EM. Telefonen kan ringe når som helst.
Der er ikke noget at sige til, hvis Niklas Landins kone, Liv, i disse dage føler sig lidt presset. Inden EM-semifinalen mod Sverige fredag aften holder en samlet landsholdstrup og danske håndboldfans rundt omkring nemlig vejret i håb om, at hun ikke går i fødsel før tid.
For hvis hun gør, skal Niklas Landin forlade EM-lejren og hjem til tyske Kiel for at sætte sit andet barn i verden. Og det vil unægtelig være en svækkelse for danskerne.
Graviditeten har været en hemmelighed for offentligheden, indtil den blev meldt ud af DHF kort efter sejren over Makedonien i den sidste mellemrundekamp.
Kevin Møller er blevet tilkaldt som gardering, da terminen 6. februar nærmer sig med hastige skridt, alt imens Landins kone har fået flere plukveer.
»Hun har fået lidt kraftigere plukveer, og så står vi i en semifinale, hvor det ville være ærgerligt, hvis hun skrev til mig på en kampdag, og Kevin ikke ville kunne nå herned til kamp,« lyder det fra Landin.
Nu ved hele Danmark så, at baby Landin nummer to er på vej midt i den danske EM-succes i Kroatien. Og det var ikke helt planen for Landin, der værner om sit privatliv.
»Det er helt okay, at det er kommet ud, men jeg synes stadig, det er noget personligt. Det er noget, der ikke vedrører så mange andre end lige mig selv og min bedre halvdel. Men det er fint, at det er ude. Med mit første barn spillede vi også en slutrunde, VM i Qatar i 2015, og der var heller ingen, der vidste det,« siger Niklas Landin til BT med henvisning til, at kæresten først fødte en måned efter slutrunden.
Lige nu kan alt dog ske. Landin siger selv, at han ikke regner med, at barnet kommer før tid. Men kommandovejen er på plads, hvis fødslen skulle gå i gang under træning eller kamp.
»Pressechefen (Alexander Elverlund, red) har min telefon under kampene. Jeg ved ikke, om jeg får det at vide under kampen.«
Hvad ville du helst foretrække?
»Om aftenen kan jeg jo ikke rigtigt gøre noget, så jeg tror bare, jeg får det at vide efter kampen, hvis der er noget. Men jeg går ikke ud fra, der er noget, så jeg tænker heller ikke i de baner lige nu.«
Niklas Landins specielle situation inden kampen mod Sverige har bragt landstræner Nikolaj Jacobsen i et dilemma. For godt nok er garderingen Kevin Møller ankommet til Zagreb, men sker der pludselig et skred i barnets ankomst hjemme hos familien Landin i Kiel, kan Jacobsen ende med at stå med én målmand tilbage i form af Jannick Green.
Jacobsen vil helst ikke udskifte en markspiller for at skrive tredjemålmand Kevin Møller ind i truppen, men det kan han blive tvunget til i sidste ende.
Deadline for udskiftningen er klokken 9.00 på kampdagen.
»Jeg kan forvente et opkald fra Kiel af, hvornår det skulle være. Niklas kan lige pludselig komme og banke på min dør. Jeg er nødt til at holde pladsen åben til sidste øjeblik«, siger landstræneren om situationen.
Landiin føler selv, at han har været i stand til at håndtere situationen.
»Jeg har følt, at der har været fokus på det, der skulle være fokus på. Det er ikke noget, der har rumsteret under kampene. På den måde har jeg følt, at der har været fokus på det, det handler om,« siger han og påpeger, at han har stor tiltro til sine kollegaer, hvis han skulle ende med at forlade EM før tid.
»Jannick har stået fantastisk i turneringen, så det er jeg meget fortrøstningsfuld omkring. Og det tror jeg også, at hele holdet er. Det er selvfølgelig svært for Kevin at komme ind ude fra, men lad os nu se. Det er ikke en tanke, som roder rundt i hovedet på mig (at forlade lejren, red.),« lyder det fra Landin.
Danmark spiller EM-semifinale mod Sverige klokken 20.30 fredag aften.