Norge får Danmark til at ryste i bukserne.

Så meget, at det har fået B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg til at sætte Norge på plads og lykønske dem med VM-guldet før tid.

»Jeg har tidligere advaret mod de store, stygge nordmænd. Og med god grund. De ser vanvittigt stærke ud. Ligesom forventet. Nu skal de bare sige det, som det er, og ikke pakke det ind. Tillykke med guldet, Norge. Det kan ikke gå galt,« lød det fra Kokborg efter kvindernes vanvittige udradering af Sverige med en sejr på 13 mål.

Men stikpillen har nu vakt opsigt i Norge. Så meget, at den er nået til de norske landsholdsspillere.

»Nej, skal vi bare tage hjem da?« spørger superstjernen Nora Mørk, da hun bliver spurgt, om det norske VM-guld allerede er hjemme, af Nettavisen.

I skrivende stund er både Norge og Danmark nået til mellemrunden. Begge hold har vundet alle deres kampe.

Ingvild Bakkerud pryglede Sverige i onsdags og er de store favoritter til VM i håndbold.
Ingvild Bakkerud pryglede Sverige i onsdags og er de store favoritter til VM i håndbold. Foto: Christopher Neundorf/EPA/Ritzau Scanpix

»Hvis det var så nemt, ville vi være glade. Men vi har været i gamet længe nok til at vide, at det ikke fungerer sådan. Desværre, men det ville have været lidt for nemt.«

Nettavisen tog også B.T.s stikpille med til spillerne Stine Skogrand og Maren Aardahl, der heller ikke køber den helt.

Men de erkender, at magtpræstationen mod Sverige må gøre andre hold nervøse.

»De kan se, at vi er i god form, og at det bliver svært at slå os. Men danskerne har også et godt hold,« siger Aardahl.

Danmark møder Schweiz fredag aften. Kampen starter klokken 20.30, og du kan selvfølgelig følge det hele på bt.dk.

Samtidig møder Norge Tjekkiet.