»Modstanderen skal mærke, at I er der. I skal buhe af modstanderen. Vi skal simpelthen have lidt Balkan-stil. I skal give den gas!«

Sådan lød det i den tidligere danske landsholdsspiller Lars Rasmussens opfordring til de danske fans inden VM-finalen. Og publikum i Boxen kunne i den grad høres gennem hele kampen, og blandt de norske fans blev det netop bemærket, hvordan der blev buh'et, næsten hver gang Norge havde bolden.

Noget, der ikke er faldet i helt god jord hos søndagens modstanders fans, og hos norsk TV 2 var kommentator Harald Bredeli heller ikke helt tilfreds. Han var selv til stede i Boxen, da Danmark besejrede Norge med 31-22, og også han bemærkede de mange tilråb.

'De buh-råb mod Norge, og især Sagosen, klæder ikke danskerne. Jeg kommer ikke til at spise flæskesteg i et år,' skriver han i et opslag på Twitter.

Men Harald Bredeli erkender dog samtidig, at det danske landshold i den grad gjorde en god figur i søndagens finale.

'Men på banen er Danmark vanvittigt gode. Så måske buh-råbene hjælper,' slutter han opslaget.

Senere på aftenen har han på Twitter konstateret, at Norge blev 'spillet af banen af VMs klart bedste hold'.

Også flere norske fans var efter kampen ude efter de danske fans, der blev kaldt 'low life'.

Det danske landshold vandt VM søndag aften og blev hyldet i Jyske Bank Boxen.
Det danske landshold vandt VM søndag aften og blev hyldet i Jyske Bank Boxen. Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere

En af dem, der fik publikums 'kærlighed' at føle, var Norges stjerne Sander Sagosen. Han tager det dog helt roligt.

»Sådan er håndbold. Sådan er idræt. Det må danskerne selv om,« sagde Sander Sagosen efter kampen til B.T. Sport.

Han håbede faktisk på, at de norske fans ville have gjort det samme på egen hjemmebane.

»Jeg forstår, at de vil gøre alt for, at holdet skal vinde. Det ville publikum i Norge forhåbentlig også have gjort. Det påvirker mig ikke på nogen måde. Det er bare ærgerligt, at vi ikke kunne præstere bedre i den her kamp mod Danmark,« lød det fra den norske Paris SG-spiller.