Verdensstjernen Sander Sagosen sender en kæk stikpille afsted mod de danske håndboldherrer i et interview med DR.

Her siger den norske VM-topscorer blandt andet, at de danske håndboldherrer har hygget sig under dette års VM, hvor Danmark kun har mødt lidt modstand mod Japan, DR Congo, Bahrain, Argentina, Qatar og Kroatien.

Norge har derimod været oppe imod nationer som Frankrig, Island og Portugal.

Sander Sagosen lægger derfor ikke skjul på, at han er misundelig på det danske kampprogram.

»Jeg byttede gerne. De har hygget sig i Egypten og fået lidt sol. Jeg så på Instagram, at de har været ude og se på pyramider,« siger Sander Sagosen og fortsætter:

»Godt, nogle kan være på sightseeing og nå en kvartfinale.«

Danmark har vundet alle deres kampe og er dermed videre til kvartfinalen, hvor værtsnationen Egypten venter onsdag klokken 17.30.

Anderledes så det dog ud for Norge, som tabte deres kamp mod Frankrig. Nederlaget betød, at de norske håndboldherrer var afhængige af, at Frankrig slog Portugal, for at avancere sig fra mellemrunden.

Sander Sagosen
Sander Sagosen Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Det lykkedes, og Norge er dermed også videre til kvartfinalen, hvor Spanien venter onsdag aften.

Der har under dette års VM været en lille fight mellem Danmark og Norge.

Blandt andet skrev TV 2 Norge, at de mener, at Sander Sagosen er verdens bedste håndboldspiller – og at Mikkel Hansen ikke er så dominerende som tidligere.

Under overskriften 'Nu er han ikke engang bedst i Danmark' pustede nordmændene til VM-ilden, når det kommer til debatten om verdens bedste håndboldspiller.

Og hos TV 2 Norge er holdningen klar.

Den norske håndbolddarling Sander Sagosen har stødt Mikkel Hansen af tronen – og Hansen er end ikke på andenpladsen, mener de.

Sagosen er også foran Niklas Landin, der officielt er indehaver af titlen som verdens bedste håndboldspiller.