Team Esbjerg så længe ud til at få sin ubesejrede sæson truet mod Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH).
Henny Reistad havde dog en fantastisk dag og bragte Kvindeligaens førerhold tilbage i kampen.
Team Esbjerg vandt 30-29 på hjemmebane onsdag aften og beholdt dermed en snæver føring på førstepladsen foran Odense, der ligger ét point bag.
Holdet har vundet 23 af 24 ligakampe og spillet én uafgjort. Det eneste nederlag i år kom mod franske Metz i Champions League.
Første halvleg var jævnbyrdig, og NFH gik til pause med en 18-17-føring på trods af otte mål fra Reistad.
Den 27-årige nordmand bar tilsyneladende selvtillid med sig fra før kampen, hvor hun blev hyldet på holdets hjemmebane i Esbjerg.
For femte år i træk vandt hun nemlig prisen som Årets Kvindelige Håndboldspiller, uddelt af Spillerforeningen Håndbold.
Det er spillerne, der stemmer, og Reistad fik 62 procent af stemmerne. Nummer to blev Line Berggren Larsen fra København Håndbold med ni procent.
Fra starten af anden halvleg fortsatte Reistad sit storspil, men NFH holdt styringen. På et tidspunkt var gæsterne foran 25-21, og det så for alvor ud til, at Team Esbjergs ubesejrede stime var truet.
Til sidst viste holdet dog kvaliteten og kørte sejren i hus bag Reistads store præstation. Den norske Team Esbjerg-stjerne sluttede kampen med 14 mål.
Samtidig onsdag aften vandt Odense Håndbold overlegent 38-24 over Bjerringbro og ligger stadig kun ét point efter Team Esbjerg i toppen af Kvindeligaen.
/ritzau/
