Den norske stjernespiller Nora Mørk skiftede for et år siden til den rumænske storklub CSM Bucuresti med ønsket om at hjælpe klubben til flere titler.
Opholdet blev dog spoleret af en slem skade og siden af coronavirusset, og nu forlader 29-årige Mørk klubben et år før kontraktudløb.
- På grund af seriøse helbredsproblemer i min familie har jeg besluttet at flytte til Norge i den nærmeste fremtid. Dermed kan jeg være tæt på mine nærmeste i denne svære periode, siger hun til CSM Bucurestis hjemmeside.
Hun takker ledelsen og træneren i klubben for at have udvist forståelse for situationen. Nu skal hun i stedet tørne ud for Vipers Kristiansand i hjemlandet.
- Håndbold har altid været min førsteprioritet, men nogen gange går livet ikke som planlagt. Min familie er grundstenen i alt, hvad jeg er, og nu må jeg hjem, siger hun om sin tilbagevenden til den norske liga til vipers.no.
- For at kunne fortsætte med min sport er jeg nødt til at være i et spillermiljø og med en træner i en klub, som har vilje, evner og ambitioner. Det har Vipers, og derfor var det et let valg for mig, siger hun.
Kontrakten gælder for den kommende sæson og indeholder en option på at forlænge samarbejdet med yderligere et år.
Nora Mørk blev slemt skadet i den rumænske Super Cup inden ligastarten sidste sommer og sad ude helt frem til april.
Her kom coronapandemien på tværs af et comeback, da den rumænske sæson blev aflyst.
Med det norske landshold har hun hentet store triumfer. Det er blevet til tre gange EM-guld, én VM-triumf og en OL-bronzemedalje.
Ï 2007 var hun forbi dansk håndbold og Aalborg DH.
/ritzau/