Den norske håndboldlegende Gro Hammerseng-Edin skal prøve kræfter med et nyt job – i gamle folder.
I flere år har hun arbejdet som håndboldekspert på norsk TV 2, men fra marts påtager hun sig ansvaret som meningsdanner på al sport for kanalen.
I en nyoprettet stilling har TV 2 Norge ansat Gro Hammerseng-Edin som sportskommentator, hvor hun blandt andet skal arbejde sammen med kanalens redaktion for undersøgende journalistik.
Dermed træder hun ind i en verden, der er meget mandsdomineret, siger hun selv til TV 2 Norges hjemmeside.
»Jeg har et stærkt samfundsengagement, kan lide at formidle og har efterlyst flere kvindelige eksperter og kommentatorer i den offentlige debat.«
»Kommentatorer i sportsdebatten i Norge er uden undtagelse mænd, og tiden er overmoden til at gøre op med denne dominans og få flere perspektiver ind,« siger Gro Hammerseng-Edin.
Den norske håndboldlegende kender mange danskere formentlig fra slutrunder i 00'erne, hvor hun dominerede som bagspiller på det norske landshold. Hun vandt OL-guld i 2008 og EM-guld i 2004, 2006 og 2010.
Derudover tørnede Gro Hammerseng-Edin ud for Ikast-Bording fra 2003 til 2010 – i de sidste to år hed klubben dog FC Midtjylland. Hun er tidligere kåret som verdens bedste håndboldspiller. Hun har senere uddannet sig inden for journalistisk og økonomi.