Norge står lige nu med unikke muligheder for at sætte sig på tronen i herrehåndbolden og endegyldigt detronisere Danmark, Frankrig og de øvrige topnationer.

Det mener den tidligere norske landsholdsstjerne Kristian Kjelling, som i dag er ekspert hos Viasat.

Han har til norske Dagbladet sagt, at Norge, som spiller EM-semifinale fredag aften mod Kroatien, ’kan dominere i ti år fremover’.

Overfor B.T. uddyber Kristian Kjelling nu sin optimisme, og han peger blandt andet på den lave gennemsnitsalder på det norske landshold som en stor styrke.

Kristian Kjelling.
Kristian Kjelling. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Stammen - Sander Sagosen, Magnus Rød og Torbjørn Bergerud - bliver udgjort af ret unge spillere. Og de har 10 gode år i sig endnu. Så kan du altid bygge på rundt om dem, så man kommer til at være fast med i verdenstoppen,« siger Kjelling, som omvendt fremhæver netop alderen som et af de største problemer for det danske landshold.

»Danmark har en generation nu med Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og Rene Toft, og nogle af dem er - ligesom mig - lidt gamle, når man snakker håndbold. Danmark skal jo forny sig. Det bliver spændende at se, hvem der skal tage over efter dem, når den tid kommer.«

»Lige nu ser det bedre ud for Norge. Det er ikke for at kritisere de der gamle danske mænd, haha. For de er også mine venner. Men Danmark har jo helt generelt en fantastisk bredde, som kun Frankrig kan matche, så jeg tror også godt, de kan få en glidende overgang. Men de skal finde nogle nye verdensstjerner i stedet for eksempelvis Mikkel Hansen, som kan bære holdet, når han en dag stopper.«

»Men lige nu vil jeg sige, at det ser bedre ud for Norge, for de spillere, der skal bære tingene de næste 10 år, spiller allerede med stor succes på holdet,« siger Kjelling.

Foto: Vidar Ruud
Vis mere

I Dansk Håndbold Forbund er sportschef Morten Henriksen dog ikke bekymret for, at Danmark bliver distanceret af Norge.

»Jeg køber selvfølgelig ikke ind på den. Vi tager i hvert fald kampen op. Lad mig sige det sådan,« siger Morten Henriksen.

»Vi har dominerende og væsentlige spillere, som jeg er sikker på også fortsætter på landsholdet efter OL i Tokyo. Men jo større profiler der skal generationsskiftes på, jo sværere er det, og der ligger Norge med en spændende trup og gennemsnitsalder. Det anerkender jeg. Men jeg synes ikke, de har bedre forudsætninger, end vi har.«

»Jeg synes også, at vi løbende har taget nogle folk ind – så kan vi diskutere hvor store roller, de har lige nu – i for eksempel Jakob Holm, Lasse Andersson og Magnus Saugstrup, som stille og roligt er på vej.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er meget spændende, at Norge præsterer så godt med så ungt et hold. Men jeg regner med, at vores bærende spillere bliver ved nogle år endnu, og så er opgaven for Nikolaj (Jacobsen, red.) og Henrik (Kronborg, red.) stille og roligt at få sluset nogle folk ind, uden at det koster for meget på resultatsiden,« lyder det fra sportschefen.

Det er åbenlyst, at landsholdet ikke ramte topniveauet til EM, men hvis vi sammenligner topniveauet hos Danmark og Norge på de aktuelle hold, hvem er så bedst?

»Jeg vil altid sige os. Norge vil nok sige dem. Så kan vi gå i statistikkerne og kigge på, hvem har leveret over de sidste ti år, så er det helt klart os. Jeg synes, det er svært at vurdere. Jeg synes, vi har et rigtig godt landshold, som jeg vil vurdere har et lille overtag i forhold til Norge lige nu,« siger Morten Henriksen og fortsætter:

»Men det er vigtigt for mig at sige, at jeg fuldt ud anerkender Norge, og jeg kan være fuldstændig til grin på søndag, hvis Norge står som guldvindere, og vi er blevet nummer 13. Så vi må se i øjnene, at lige nu er de bedre, men jeg regner med, at det til sommer (til OL, red.) ser anderledes ud. Og det gør det også, når vi kigger bagud. Så over en længere periode synes jeg, at vi lige nu har de bedste forudsætninger,« lyder vurderingen.