Kvinderne er for længst stukket af, og nu kan det samme ske med de norske håndboldmænd. For den danske dominans er så småt ved at svinde ind.
Det siger de danske håndboldherrer, der kunne se Norge hente sølv ved det seneste VM. Og med 23-årige Sander Sagosen kåret som verdens bedste håndboldspiller samt en fløjkomet på 18 år i Alexander Blonz er der fremtid i det norske landshold.
Torsdag aften skal Danmark så teste, om Norge ikke bare er kommet tæt på, men også har overhalet hjemmebanefavoritterne i Boxen.
Nikolaj Jacobsen

»Jeg synes, at Norge har halet ind på os. Jeg synes ikke, at der er den store forskel på Danmark og Norge. Jeg synes, de er et rigtig godt hold.«
Skal vi være bange for, at de overhaler os?
»Det ved jeg ikke. De har et hold lige nu, der aldersmæssigt er rigtig godt. De har været sammen længe, og de har haft den samme træner. På den måde er nordmændene et hold, der helt sikkert er kommet for at blive.«
Casper U. Mortensen

»Jeg synes ikke, Norge har overhalet os, men de er blevet markant bedre gennem de seneste par år. Når du tager dem spiller for spiller, spiller de også i store klubber rundt om i verden. Paris SG og i Bundesliga-klubber og så videre. Det er et hold, vi har kæmpe respekt for, men også et hold, vi ekstremt gerne vil slå. For der er altid lidt, der lige skal afregnes mellem de skandinaviske lande.«
»Det er ligesom mod Sverige, der også er blevet markant bedre. De nordiske lande er blevet bedre og bedre, og det er fedt for den internationale håndbold, at vi ikke er det eneste land i Norden.«
»Vi skal ud og vise, at de ikke skal tro, at de kan komme her til vores hule og slå os. De skal bare se et rødt tog, der kører i sjette gear fra første fløjt. Så skal vi bare af sted.«
Morten Olsen

»De er helt sikkert ved at komme efter os. Nu er Sander Sagosen også blevet kåret til verdens bedste i år, så det viser, at de er kommet et rigtig godt stykke vej. Det viser noget, og de har rigtig mange gode spillere rundtomkring i Europa nu. Det er et godt hold, og der kommer også spillere nedefra.«
Er du bange for, at de overhaler os?
»Jeg er ikke bange for noget. Vi har en virkelig god ungdomskultur og rigtig god håndbold i Danmark. Vores ungdomslandshold er vist også lidt bedre end deres. Så vi har i hvert fald muligheden for at producere lidt flere talenter, end de har.«
»Det er en god mulighed nu for at vise, hvem der er bedst. Det har også stor betydning for mellemrunden, hvem der vinder den kamp. Så vi skal gøre alt, hvad vi kan.«
Simon Hald

»Jeg håber ikke, at de er ved at overhale os. Jeg håber, at vi kan være storebroderen i morgen. Men nu må vi se. De har fået et rigtig godt hold, og de har mange unge spillere også. Deres fremtid tegner rigtig, rigtig lyst, når man kigger på, hvor de er allerede nu. Men jeg håber og tror, at vi kan blive ved med at byde dem op til dans.«
»De her skandinaviske opgør vil man altid gerne vinde. Det ville være rart at sende dem en besked - og også få de ekstra point med over i mellemrunden.«



