Norge er klar til VM-finalen efter et kæmpe semifinale-drama mod Rumænien, der ligesom i kvartfinalen mod Danmark fik trukket kampen i forlænget spilletid. Norge endte med at vinde 35-33.

Sikke da et drama, da Norge kom i VM-finalen mod Holland.

Holdet spillede en flot første halvleg i semifinalen mod Rumænien, som Norge vandt 17-14.

Men i anden halvleg spillede rumænerne i almindelighed - og storspilleren Cristina Neagu  i særdeleshed - sig gevaldigt op. De var oppe at føre, men den ordinære kamp sluttede 27-27.

I første halvleg af den forlængede spilletid kom nordmændene op at føre med tre mål, men i anden halvleg blev de ramt af en udvisning, og Rumænien kom op på 31-32.

Et mål af Nora Mørk gav imidlertid Norge luft igen, og i slutfasen holdt de hovederne kolde - og rumænerne fra fadet.

Norge møder i finalen Holland, som er i VM-finalen for første gang. Holdet slog overraskende Polen med den danske træner, Kim Rasmussen, i deres semifinale.

Polen og Rumænien skal spille bronzekamp.