Lyt til artiklen

Sandra Toft var fænomenal i EM-kampen mod Sverige.

Og det har fået Norges håndboldkvinder til at spærre øjnene op.

»Det var helt sygt imponerende,« siger Sandra Tofts Györ-holdkammerat Silje Solberg-Østhassel til Dagbladet.

Den norske keeper håber ikke, at Sandra Toft står med lige så svimlende redningsprocenter, når Danmark og Norge tørner sammen i et skandinavisk brag og potentiel gruppefinale senere ved EM.

Sandra Toft var flyvende mod Sverige.
Sandra Toft var flyvende mod Sverige. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi ved, hun er en utrolig god keeper, men jeg håber ikke, at hun får 80 procent mod os.«

Også Team Esbjergs norske verdensstjerne Henny Reistad havde rosende ord til den danske mur.

»Det er helt sygt imponerende. Hvornår har en keeper sidst præsteret at holde det niveau i så lang tid?« lyder det fra Henny Reistad.

Norges anfører, Stine Bredal Oftedal, der også er holdkammerat med Sandra Toft i Györ, er derimod ikke rystet af danskerens magtdemonstration.

»Det var ganske vildt, der er ikke mere at sige til det,« siger Oftedal og kalder Tofts topniveau for »skummelt«, der nok bedst kan oversættes til 'skræmmende'.

Sandra Toft sprængte B.T.s karakterskala for sin præstation mod svenskerne.

De danske håndboldkvinder møder Ungarn og Kroatien, inden Norge venter i den sidste mellemrundekamp onsdag 16. november.