Det er fuldstændig uacceptabelt at efterlade Danmark og Norge med en stor millionregning for værtskabet for EM i kvindehåndbold.

Sådan lyder det nu fra præsidenten i det norske håndboldforbud, Kåre Geir Lio, som dermed bakker op om den advarsel, DHF-formand Per Bertelsen kom med tirsdag.

Både i Danmark og Norge, der arrangerer slutrunden sammen i december, frygter man, at EM skal spilles uden tilskuere på grund af corona-pandemien - et scenarie, der vil betyde, at værterne ender i alvorlige økonomiske problemer.

Men den situation vil være helt urimelig, mener Kåre Geir Lio.

Her ses EHF-præsident Michael Wiederer (tv), DHF-formand Per Bertelsen (i midten) og Kåre Geir Lio (th), præsidenten i det norske håndboldforbund.
Her ses EHF-præsident Michael Wiederer (tv), DHF-formand Per Bertelsen (i midten) og Kåre Geir Lio (th), præsidenten i det norske håndboldforbund. sportxpress

»Vi skal ikke arrangere et mesterskab med en økonomisk situation, som er helt umulig. Det er ikke godt for håndbolden,« siger præsidenten for det norske håndboldforbund og fortsætter:

»Hvis det skulle være aktuelt med et arrangement uden tilskuere, så er det en meget speciel øvelse. Og økonomisk vil det være helt uaktuelt for Danmark og Norge at bære den øvelse alene. Det går ikke. Så må EHF (det europæiske håndboldforbund, red.) kompensere på en måde, for vi vil have store omkostninger og ingen indtægter. Det går ikke op.«

»Så der må EHF på banen, og så må vi diskutere os frem til en plan. Så må de økonomiske betingelser blive totalt anderledes og tilpasset et arrangement uden publikum,« siger Kåre Geir Lio.

Dermed er han altså på omgangshøjde med Per Bertelsen, som tirsdag sagde til B.T., at EM kan ende med at blive 'en katastrofe' for DHF.

»Vi har udgifter for 17,4 mio. kr. og har budgetteret med 18 mio. kr. i billetsalg til kampene i Danmark. Udgifterne har vi jo stadig, hvis vi skal spille uden tilskuere, og billetsalget er vores eneste indtægt. Så kan man jo selv regne det ud.«

»På det her tidspunkt er vi voldsomt presset, for det er så mange ukendte faktorer for os. Det er en kæmpe udfordring,« sagde Per Bertelsen, som samtidig fastslog, at DHF hellere vil have EM aflyst end at afvikle det uden tilskuere.

Kåre Geir Lio er da heller ikke fortaler for, at man for enhver pris skal afvikle EM. Han mener ikke, at en model med gabende tomme tribuner vil være en god løsning.

Hverken økonomisk eller for selve produktet.

»Hvad er håndbold uden tilskuere? Billederne bliver også ganske triste på tv. Med lidt lyd og lidt at se i baggrunden. Men det er ikke noget godt alternativ,« siger Kåre Geir Lio, som ikke tror, at det er en mulighed at udskyde slutrunden til et senere tidspunkt.

»Det tror jeg ikke, man kan. Der er VM for herrer i januar, og så kommer der OL om sommeren, og der er også en masse klubaktiviteter, der skal afvikles. Det bliver for presset. Der bliver meget travlt med den kalender,« siger han og tilføjer:

»Så tror jeg, det vil være bedre at hoppe over det mesterskab. Også selv om det vil være trist, for det er en rigtig stor ting for os, og Danmark og Norge arbejder utroligt godt sammen omkring de her slutrunder.«

Den norske håndboldpræsident understreger dog, at man indtil videre knokler videre med at forberede mesterskabet, som om det bliver afviklet på samme måde, som håndboldfans er vant til at se det.

»Det er ganske usikkert nu, hvordan mesterskabet bliver, men vi må i Norge og Danmark arbejde videre, som om det bliver til noget – indtil det eventuelt ikke bliver til noget. Og så må vi forholde os til det. Men nu arbejder vi professionelt med det og håber på det bedste,« siger Kåre Geir Lio.

EM i kvindehåndbold skal efter planen spilles i Danmark og Norge fra 3. til 20. december.

I Danmark er Herning og Frederikshavn værtsbyer, mens Stavanger, Tronheim og Oslo lægger halgulv til slutrunden i Norge.