Nordsjælland Håndbold ansætter Lasse Folkmann som klubbens nye cheftræner.

Det skriver nordsjællænderne i en pressemeddelelse.

I midten af august fyrede Nordsjælland Håndbold sin ellers nyansatte cheftræner, Tobias Aagaard, med øjeblikkelig virkning, fordi han ifølge klubben havde kommunikeret uacceptabelt over for unge spillere.

Siden har Nicolaj Jensen midlertidigt stået i spidsen for nordsjællænderne. Han skal være assistent for Folkmann, der har fået en treårig kontrakt med ligaklubben.

- Lasse er en usleben diamant og en knivskarp træner med ligaerfaring fra Sønderjyske og Fredericia, siger Kim Scheuer Nielsen, der er direktør i Nordsjælland Håndbold.

- Samtidig er han en vellidt person, som passer rigtig godt ind i NH's DNA. Han er ambitiøs og passer godt ind i vores vision 2030, hvor målet er at bevæge os mod toppen af dansk håndbold.

Lasse Folkmanns første opgave som cheftræner bliver søndag, når holdet møder Kolding IF.

Under vikaren Nicolaj Jensen er nordsjællænderne startet med en sejr og to nederlag i de tre første ligakampe.

RITZAU