Norske Arne Senstad har trukket overskrifter under dette VM.

Lørdag aften blev den polske landstræner sat på plads af Danmark med et 22-32-nederlag, og han har kun roser tilovers for den danske præstation. 

Men inden VM kom han i vælten i Danmark, da en kommentar om de tre danske målmand Sandra Toft, Althea Reinhardt og Anna Kristensen spredte sig. 

'Danmark er nødt til at have alle tre keepere inde på samme tid for at stoppe Norge'. Det tog han med et kæmpe smil, da B.T. spurgte ham efter nederlaget til Danmark. 

Arne Senstad roser danskerne efter storsejren. 
Arne Senstad roser danskerne efter storsejren.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad synes du om de danske keepere?

»Hahaha. Det kan du ikke spørge om. I den udsendelse skreg vi næsten i en time om, hvor gode keepere Danmark har. Det var én kommentar for at fortælle, at jeg synes, at Norge er foran. Nu siger jeg det en sidste gang. Danmark har tre verdensklassekeepere, som er helt fantastiske,« griner han og slår en høj latter op. 

Han holder fortsat på Norge som VM-favorit med Danmark som toer.

»Som jeg har sagt før, de er et af de to bedste hold i verden. Det er der ingen tvivl om. Vi klarede det egentligt meget godt i første halvleg. Vi ser jo forskellen, når de straffer vores fejl. De er stærke over hele linjen, verdensklassespillere over hele linjen,« siger han og afbryder, inden B.T. kan nå at spørge igen: 

»Jeg ved, hvad du vil spørge om - jeg tror stadig på, at Norge er favoritter, og så er Danmark nummer to. Men det er klart, de kan blive verdensmestre, når de spiller op til sit bedste,« siger han med endnu et norsk smil.

Du kan læse B.T.s dom over kampen LIGE HER og B.T.s karakterer til de danske spillere LIGE HER.

Danmark møder mandag Tyskland i gruppefinalen. Man er allerede nu klar til kvartfinalen, men en gruppesejr kan blive altafgørende for den videre færd.